På YouTube-kanalen Vsauce stillede de på et tidspunkt spørgsmålet: Vil vi nogensinde løbe tør for ny musik?
I vanlige populærvidenskabelige vendinger konstaterede værten Michael Stevens, at det vil ske en dag, fordi kombinationsmulighederne mellem toner og intervaller ikke er uendelige. De er dog så omfattende, at vi i princippet ikke løber tør.
LÆS OGSÅ Mø blev den store vinder ved P3 guld
Men man kan godt forstå spørgsmålet. For selv om det ifølge Vsauce vil tage mere end 1.200 år at høre de 130 millioner forskellige sange i den internationale database, Gracenote, har vi en tendens til at skrive sangene over den samme lille læst.
Sanglektioner i storladent sortsyn
Det er svært ikke at tænke på i selskab med danske Shiny Darkly. Efter en ep albumdebuterer de med postpunk for fulde sejl og kurs mod undergangen. Joy Division er pejlemærket, som forsanger Kristoffer Bechs dramatiske vokal orienterer sig efter, mens synthfladerne glider dystert bag dommedagstrommer og splintrede guitarer.
Ni sanglektioner i storladent sortsyn.
Kronisk outsider skabte flot lydtrip ud af angst og depressionDen mørke messe har vi hørt før. Nu genopføres den af et par unge alvorsmænd, der helt sikkert kan finde grund nok i nutiden til at trække rullegardinerne ned og croone katedralske salmer ind i væggen.
For fanden, mand, bankerne griner, mens du er på vej hen til dem, din identitet er reduceret til en algoritme, og alligevel er det eneste, der kan hidse folk op, et forbud mod lakridspiber og en død giraf!
Man behøver altså ikke lede længe, hvis man vil ømme sig i sjælen og fade over i sort. Men lige præcis derfor er Shiny Darklys monotone reproduktion af en anden tids krisestemning en flad fornemmelse.
Det er ganske udmærket udført, ofte enkelt og midt i de depressive toner også intenst, men Shiny Darkly mimer alt for meget en fjern og kold tids problemer i stedet for at sætte ild til dem, der ligger ligefor i 2014. Når nu de har det sådan.
Kaleidoskopisk legesyge
Kvartetten Treefight for Sunlight flyver også gennem fortiden, men gør det i et luftskib af heliumstemmer med kurs fremad. For modsat Shiny Darkly er de lige så optagede af alle de uprøvede kombinationsmuligheder, som de er af fortidens skakter af både syrepop og prog. rock.
Gennem to år har de fire nordjyder boret sig ned i sangenes konstruktioner, trukket lyde af led, pitchet stemmer, tilsat analoge klange og klippet deres psychpop-fantasier op. Og sikkert startet forfra igen. Det imponerende kollageværk er til sidst blevet et sammenstød mellem indiehymner bøjet i falset og rastløse rytmer fra Animal Collectives vildnis.
Mellem det sfæriske og det eksplosive er de The Flaming Lips’ dunede nevøer og leverer på sin vis den opfølger på Oh No Onos viltre album ’Egg’, der aldrig kom.
LÆS OGSÅ Festrapper nøjes med overfladiske markeringer
Sammen med venner og kærester har de skabt det hele selv. Fra den visionære sammensvejsning af de mange små melodistumper over indspilning og mix til coverdesign og musikvideoer. Men de står på skuldrene af giganter.
Man aner tydelig aftryk af The Beatles, da de opdagede studiets mange muligheder, og en sang som ’Memory Meeting’ kunne lyde som Simon & Garfunkel på en regnvejrstur til Coney Island. Med lommerne fulde af svampe.
Men kvartetten stræber ambitiøst efter et stort albumværk, der også bryder ud af fortiden. Undervejs fortaber Treefight For Sunlight sig også dog for meget i computerens mange effekter. Den kaleidoskopiske legesyge lukker sig indimellem om sig selv og virker umotiveret i den samlede komposition.
Men de har slået hul på noget, der kan blive rigtig stort, og Treefight For Sunlight virker ikke, som om de løber tør for nye ideer lige forløbig.
fortsæt med at læse
