Da Adam Granduciel i begyndelsen af 2012 vendte hjem til Philadelphia efter godt et års turné med sit band, The War On Drugs, havde han kufferten fuld af hujende jubel fra et voksende publikum verden over og en tyk samling af rosende anmeldelser. For de hypnotiske koncerter og ikke mindst for albummet ’Slave Ambient’.
Det udkom i 2011 og var det første album fra The War On Drugs, siden Kurt Vile forlod bandet og gik sine egne strålende veje.
Men med Granduciel som sangskrivende centrum fandt The War On Drugs et blødt og melodisk balancepunkt mellem arven fra den sprukne Springsteen og det kosmiske ekko i en rockguitars reverb.
Og efter den næsten obligatoriske lange kamp for anerkendelse og opmærksomhed lignede ’Slave Ambient’ et vendepunkt for Granduciel. Alt var jo forandret. Bare ikke til det bedre.
LÆS OGSÅ Suverænt rockband stråler som en kosmisk discokugle
Fortabt i succesen
Kort efter forlod kæresten Granduciel, og så sad han der i efterskælvet fra sin succes og følte sig hægtet af sit eget liv. Både det gamle og det nye.
Den kroniske outsider kunne hverken træde ind i rockverdenens berusende fællesskab eller finde tilbage til sig selv uden for.
Men i stedet for at hænge og dingle i ingenmandsland isolerede Granduciel sig i sin musik og i sit udknaldede greb om americana og rockrødder.
Både alene og sammen med sit band i studiet, hvor en sang som ’An Ocean In Between The Waves’ kunne blive ændret og bygget videre på i 14 måneder. For til sidst at blive splittet ad og skrabet helt ned til demoens trommespor og så blive bygget op på ny af Granduciel selv.
Elskelige dagdrømmere gav de mange fans en flig af magiFor som den 34-årige amerikaner synger med dylanske fraseringer på det album, der nu er kommet ud af en deprimeret periode i hans liv:
»I'm just bit run down here at the moment/ yeah, I'm all alone here/ living in darkness«. Hvis succesen var en drøm, er han fortabt i den.
Kosmisk rum
At høre ’Lost In The Dream’ er som at sidde helt alene i en rumkapsel på vej gennem en stjernevrimmel i det ydre rum. Det er smukt, men angsten er med som blind passager. Du er kun overladt til dig selv her.
Men Adam Granduciel forvandler det sortsynede autobiografiske materiale til et af de bedste lydtrip gennem rockhistorien, du kan komme på i år.
Godt nok har hans klemte sang stadig afsmitning af de gamle helte, Dylan og Springsteen, men i de mange lydlag, loops og dybder af ekko toner inspirationen fra ’Spaceman 3’ frem, mens metronomiske trommer løber tilbage til krautrockernes Neu! og deres motorikrytmer. Uden at stoppe undervejs.
Rock-dude har født en klassikerSiden ’Slave Ambient’ har de kosmiske rumklange taget til i styrke, og med dem puster Granduciel støvet af rockens velkendte greb og får sagt noget personligt.
Selv når han kort mimer Mark Knoplers rundede kurver eller slår kalechen ned på sangen ’Red Eyes’, så vinden fra Don Henleys soft rock kan feje gennem de fortvivlede tanker, kommer der lige en ustoppelig puls eller narkotisk synthklang på tværs og forhindrer pastichen.
Knust verdensbillede
De ti sange med alle deres rockreferencer og svingende humør mellem drømme, pop og kalejdoskopsyre ender med at blive samlet i det personligt udsagn, der har bragt Granduciel – for første gang og alene – på albumcoveret.
Selv om det stadig er gamle tricks, får de nyt liv, når Granduciel lægger dem ind mellem de bugnende lag af lyd og bruger dem til at kortlægge sig selv med.
Resultatet er et værk med sjælden dybde og dimensioner, der er samlet af skårene fra et knust verdensbillede.
fortsæt med at læse
