Det er Adam Granduciels egne gardiner, du kan se på coveret til The War On Drugs’ seneste plade, ’Lost in the Dream’.
Hans egne slidte vægge. Hans eget vandrør ovre i venstre hjørne. I højre hjørne står Adam Granduciel selv. Med bøjet hoved og korslagte arme. Helt alene hjemme.
Ved første øjekast ligner det gulnede coverfotografi mest bare pæn indpakning. Et tilfældigt snapshot taget en eftermiddag, hvor lyset i Granduciels lejede hus i Philadelphia-bydelen Fishtown var helt rigtigt. Men faktisk er fotografiet er et ret præcist billede af, hvordan albummet blev til.
’Lost in the Dream’ blev nemlig skabt inde bag gardinerne. Nærmest totalt isoleret fra alt det, der foregik ude på den anden side. Sådan er der mange kunstnere, som har arbejdet gennem tiderne. Men for Adam Granduciel var det ikke et bevidst valg. Det handlede mere om, at han ikke brød sig om at gå ud.
Efter en lang turné rundt i verden med The War On Drugs vendte Adam Granduciel i slutningen af 2012 hjem til det Philadelphia, som havde været hans hjemby i godt ti år. Hjem til sine instrumenter, sit hjemmestudie og sin flok af kæledyr, deriblandt katten Bobby Jean, som er opkaldt efter en Bruce Springsteen-sang.
Men uanset hvor meget han prøvede, kunne han ikke rigtig finde sig til rette derhjemme, og langsomt begyndte hans liv at smuldre. Hans forhold gik i stykker. Han fik angstanfald. Han kunne ikke sove. Han tænkte alt for meget over, hvad han egentlig skulle med det liv, han stod midt i. Og han havde hele tiden en fornemmelse af, at der lå noget ubehageligt og ventede på ham ude i den nærmeste fremtid.
Der kommer hjerteanfaldet, tænkte han, hver gang det summede bare den mindste smule i armen, og efterhånden blev han enig med sig selv om, at det nok var bedst at stoppe helt med at spise kød og drikke alkohol.
Ingen forløsning
Adam Granduciel havde det kort sagt ad helvede til. Men i stedet for at begrave sig i dyner og dårligt tv gemte han sig væk i musikken.
Det kom der et mesterværk ud af. Det er de fleste musikanmeldere enige om. Musikpressen har generelt været glade for Adam Granduciel og hans The War On Drugs-projekt siden især ’Slave Ambient’, bandets andet album fra 2011, som blev et gennembrud for The War On Drugs, der indtil da mest var kendt i den brede offentlighed for at være orkestret, som Kurt Vile spillede i, inden han gik sine egne veje. Men med ’Lost in the Dream’ er det, som om det for alvor er lykkedes for bandet at lave et hovedværk.
Årets hidtil bedste plade har mange anmeldere kaldt ’Lost in the Dream’, og her i avisen blev det til fem hjerter fra musikredaktør Simon Lund, da albummet udkom i marts.
»At høre ’Lost in the Dream’ er som at sidde helt alene i en rumkapsel på vej gennem en stjernevrimmel i det ydre rum. Det er smukt, men angsten er med som blind passager. Du er kun overladt til dig selv her. Men Adam Granduciel forvandler det sortsynede autobiografiske materiale til et af de bedste lydtrip gennem rockhistorien, du kan komme på i år«, skrev han blandt andet i sin anmeldelse.
LÆS ANMELDELSEN
Kronisk outsider skabte flot lydtrip ud af angst og depressionDet er altså tydeligvis lykkedes Adam Granduciel at få vendt sin egen ulykke til noget godt. Noget smukt, ligefrem. Men i lang tid så det sort ud for den 34-årige musiker.
»Det var forfærdeligt at vende hjem efter den turné. Når man er på turné, er der en helt solid struktur hver dag. Og da jeg kom hjem, var den struktur væk. Så jeg kollapsede. Faldt sammen på alle tænkelige måder. Og jeg begyndte at stille mig selv en masse forskellige spørgsmål, som jeg aldrig havde stillet mig selv før«, fortæller Adam Granduciel i telefonen.
Hvad var det for nogle spørgsmål?
»Åh, du ved … Hvad er min rolle i livet, hvorfor isolerer jeg mig så meget fra andre mennesker, hvordan hjælper jeg alle de mennesker, jeg gerne vil hjælpe. Den slags. Det var en mærkelig tid. Jeg havde lige været på den her lange turné, og det burde være den mest lykkelige tid i mit liv. Men jeg var ikke lykkelig.
Koncerterne havde været en slags forløsning for mig hver aften. Og da jeg pludselig stod hjemme i Philadelphia igen, var der ikke noget, som kunne forløse mig«.
Den forløsning, som Adam Granduciel før havde opnået hver eneste aften foran et nyt publikum, søgte han nu i musikken.
»Jeg var virkelig fokuseret på at skrive ny musik. Jeg var nærmest som besat. Og jeg havde utrolig svært ved at slippe musikken igen. Jeg har altid været lidt af en neurotiker, når det kommer til musik, men aldrig så slemt, som det var denne gang. Jeg kan ellers godt lide de der små fejl – de der små øjeblikke af magi, som man ikke kan planlægge. Men fordi mit liv sejlede sådan, havde jeg brug for, at i hvert fald musikken var perfekt«.
Alles nye yndlingsplade
Det er et under, at ’Lost in the Dream’ nogensinde blev færdig, indrømmer Adam Granduciel i dag. Han kan nærmest ikke huske den periode, hvor han mixede pladen, fordi han gik rundt i en døs af depression og søvnløshed. Og da pladen endelige var færdig, var han ikke meget for at slippe den.
Det var først et par måneder inden udgivelsen, han kunne lytte til de ti nye sange uden at have lyst til at lave noget om.
Men ’Lost in the Dream’ blev færdig. Og i dag er Adam Granduciel stolt af resultatet, som af mange musikskribenter er blevet kaldt en ny amerikansk rockklassiker.
»Det lyder som et glemt album, Bruce Springsteen og the E Street Band kunne have lavet med Mark Knopfler på et tidspunkt mellem ’Born in the USA’ og ’Tunnel of Love’«, skrev The Guardian for eksempel, da albummet udkom i marts.
LÆS OGSÅ Elskelige dagdrømmere gav de mange fans en flig af magi
Og den sammenligning er ikke helt ved siden af. Adam Granduciel voksede nemlig op på en musikalsk diæt af klassisk amerikansk rockradio, fire Roy Orbison-plader fra forældrenes sparsomme samling og det George Harrison-kassettebånd, hans mor altid havde siddende i båndoptageren i sin bil. Siden faldt han for først Jimi Hendrix og Neil Young, så Bruce Springsteen i tiden omkring ’The Ghost of Tom Joad’.
»For mig kan en amerikansk klassiker være mange ting. Det behøver ikke lyde som et roadtrip eller det vilde vesten. The Velvet Underground sang for eksempel om de gamle, forladte lagerbygninger i New York, som de færdedes i. Og det er nok i virkeligheden det, som er særligt amerikansk. At synge om det, man kommer fra«, siger Adam Granduciel.
Han er ikke bange for at indrømme, at det er netop den der forjættede amerikanske rockklassiker, som han altid har drømt om at lave. Nu har han måske gjort det. Ved, ligesom forbillederne, at skrive om det sted, han står i livet lige nu. Alene bag gardinerne i et lejet hus i Philadelphia.
»Jeg har aldrig haft ambitioner om at være en eller anden mærkelig undergrundskunstner. På ingen måde. Jeg vil hellere lave alles nye yndlingsplade«.
fortsæt med at læse
