kritik Magtens Korridorer-forsanger går i Kim Larsens fodspor

Foto: Jan Grarup
Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Sandelig om ikke en af den danske sangskats større legender, Spørge Jørgen, er genopstået.

Siden Kai Rosenberg og Kamma Laurents i sin tid beskrev den videbegærlige ungersvends virke på vers, har gutten gestaltet sig om til to granvoksne herrer ved navn Torben Steno og Johan Olsen. Til daglig er de beskæftiget som henholdsvis journalist med flair for tysk schlagermusik og orgler samt rocksanger i Magtens Korridorer og laboratorietekniker. Men sammen er de svirebrødre af poesiens og musikkens nåde, på dette lille prægtige udspil. I en af de mest spøjse (og vidunderlige) kærlighedssange, undertegnede kan mindes at have nydt på modersmålet, spørger de blandt andet: »Hvorfor er jeg ikke død?/ Hvorfor er min skæbne blød?/ Er det kun statistisk usikkerhed? Eller er det kærlighed?«. Kultpotentiale For nu at komme med blot et enkelt svar så er det kærlighed. Til øllerne og de tømmermænd, der formentlig er grundlagt på duoens stamværtshus, den lille Vesterbro-kælder Märkbar. Til de »mænd der står fast på ingenting og knapt kan gå i ring«. Og til hende, der er grund til, at han vågner op i sit hjem, »langt fra de fulde fem«. En herlig lille lurendrejer af en gårdsang. I Thomas Blachmans legende lyse produktion drejer karrusellen lystigt rundt i varieteen, mens Johan Olsens kraftfulde røst tegner øjebliksbilleder fra København om for eksempel den tvivlsomme glæde ved at finde sine nøgler over Stenos snurrige Optigan-orgel. Det er underspil for fuldt frikvarter med kultpotentiale skrevet hen over sig med små, slingrende bogstaver og i hvert fald tre bagateller med vokseværk: ’Hvorfor er jeg ikke død?’, ’Den røde kano’ og ’Jeg har fundet mine nøgler’. Tak for sangen, d’herrer. Savner nogen en sammenligning med en mand ved navn Larsen? O.k., men så ’Værs’go’ da.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her