Som så meget andet sjovt her i livet begyndte det med, at nogen kedede sig. I dette tilfælde den canadiske multiinstrumentalist og multimediemand Mac DeMarco.

Han flyttede i 2009 fra hjembyen Edmonton i staten Alberta til det sydligere Vancouver, og efter sigende skrev og indspillede han i ren kedsomhed sit første album. Under navnet Makeout Videotape udgav DeMarco den hjemmebryggede ’Heat Wave’ i 500 eksemplarer, der hurtigt blev udsolgt og blev indledningen til en af de lige nu mest fascinerende sangskriver-årer i den alternative rocktradition.

LÆS OGSÅ Nye danske plader fortæller om det forslåede liv

At kede sig er ikke det samme som dovenskab. Ligger man på ryggen i en af tilværelsens tomme luftlommer og undrer sig over, hvor ligegyldigt det hele i grunden er, kan man jo lige så godt bryde stilstanden. Som Mac DeMarco, med raslende og skrattende rocksange i lo-fi-traditionen.

Den ene Makeout Videotape-udgivelse fulgte den anden i de kommende år, og med sin afvæbnende tilgang til både musik og videoer indskrev DeMarco sig i linjen af slacker-rockens ildsjæle, hvor man finder navne som den tidlige Beck, Guided By Voices' Robert Pollard og den evige Stephen Malkmus. Lige så idérig DeMarco er, lige så stærk en sangsnedker er han.

Fra 2012 har Mac DeMarco udgivet album i eget navn og endda fået sig et pladeselskab. Det har ikke pillet ved, at DeMarco har en forbløffende evne til at trylle vidunderlige melodier ud af brudlinjen mellem at være på bagkant af pligterne, men på forkant af sine lyster.

Det demonstrerer den i dag 23-årige Mac DeMarco til overflod på sit fremragende tredje udspil, hvor man også kunne sætte ham i forbindelse med sensible originaler som Jonathan Richman og Harry Nilsson. Her flytter DeMarco fokus fra det fjollede til det selvrefleksive og rykker lyden fra den spartanske sanger-sangskriver til psykedeliske rumrejser mellem ørerne. Uden at miste sin kerne af insisterende gode sange.

Et modent udtryk

Når man nu keder sig, kan selv en dårlig pruttepude jo være hyleskæg.

På de to første DeMarco-udspil var de eminente kompositioner således affyringsramper for lige dele sovekammerpop og tossede udfald som at smide tøjet på scenen og stikke en trommestik op i røven på sig selv, mens man synger U2’s ’Beautiful Day’. Men fnisetonerne er klinget af, og Mac DeMarco søger mod et bare lidt mere modent udtryk, hvor tidens gang siver ned gennem hans tanker og albummets første linjer lyder:

»As I'm getting older/ chip upon my shoulder/ rolling through life/ to roll over and die«.

Guitaren hvirvler rundt i hypnotiske figurer og trækker underjordiske forbindelser mellem sangene, mens DeMarcos dasende stemme konstaterer, at »that's the way life is« og undrer sig: »watching my life/ passing right in front of my eyes/ hell of a story/ or is it boring?«.

Dagdriverens humor er ikke druknet i alvorlige panderynker, distancen til ham selv er blot blevet mindre. Og slacker-identiteten kan fortsat findes i det softrockende 'Brother':

LÆS OGSÅ Kulsort plade emmer af besnærende lidenskab og afgrundsdybt mørke

»You're no better off/ living your life/ than dreaming at night/ this much is true«.

Her minder DeMarco anno 2014 om Ariel Pink, mens 'Passing out Pieces' lyder som en gul ubåd på vej gennem The Beatles’ lydstudie-eventyr i slutningen af 1960'erne. Helt anderledes er den smittende drømme-synth på 'Chamber of Reflection', og videre ud i den surreelle retning er den ujævne lyd af smeltet kassettebånd på den ordløse 'Jonny's Odyssey'.

Uden at gøre større væsen af sig har dagdriveren skabt et forrygende godt album, med en dyb rumklang i lydbilledet, man kan forsvinde flere uger i. Så længe man bare har selskab af DeMarcos tvetydige sange. For uanset om han laver fis med os eller tager sig selv alvorligt, gør han verden til et mindre kedeligt sted.

fortsæt med at læse

Forudsigelig Per Vers får scene og publikum til at smelte sammen