Det er sværtat tale om begrebet comeback i forbindelse med den produktive walisiske legende John Cale. Altid rastløst rumsterende et sted i musikkens mange landskaber. Som kunstner nogenlunde lige så let at fastholde som kviksølv. Har man til tider haft fornemmelsen af, at han var væk, så har han som regel bare været et andet sted henne. Fiflet i et obskurt eksperimentarium. Alligevel kunne man godt kalde 'Hobo Sapiens' fra 2003 en slags comeback. I hvert fald til den del af rockmusikken, der har den bredere bevågenhed. Intellektuelt udfordrende og musikalsk både indbydende, varieret og overraskende, var 'Hobo Sapiens' en stærk genkomst for Cale. 'Black Acetate' fortsætter mange af de gode takter. En på mange måder mere intens og voldsom rockplade signaleret af skyllerne af sorthugget guitar på singlen 'TurnTheLightsOn'. Men heldigvis uden at forfalde til den kompakte og lidt plumpe stil, Cale få gange er endt i, når han skulle begå en rigtig rockplade. Som 'Hobo Sapiens' er 'Black Acetate' rig på udtryk, man genkender fra Cales tidlige, frodige og uhyre opfindsomme periode fra første halvdel af 1970'erne. Tilsyneladende stamper den gungrende og iørefaldende 'Perfect' demonstrativt rundt i samme blomsterbed som Frantz Ferdinand og de andre ny-iørefaldende rockbands. Men omkvædets joviale munterhed løfter det et andet sted hen; et Cale-sted, hvor nobel værdighed og stor alvor indgår et mærkeligt makkerskab med det decideret smågakkede. Mere interessant er det efterfølgende 'Sold-Motel' iklædt en af Cales mørke melodier, der falder som skygger igennem rummet. Med en tekst, som ikke bare er en anelse kryptisk, men noget nær fuldstændig uforståelig. Og alligevel lyder ret godt, takket være guitaren, der hugger skarptandet rundt om ordenes bløde betydningsflader: »Beach blanket bourgeois/ sunning themselves/ miles of logic and nonsense/ ooh - get up«. Den boblende skitse 'Hush', den stille 'GravelDrive', 'OuttaThe Bag' med dens besynderlige falset-orgie; jo, 'Black Acetate' er en rockplade, der nok lidt for ofte glemmer, at det var dét, den ville være. De mange pludselige kursafvigelser er distraherende, men heldigvis mere inspirerende. Og nok meget typisk for den rastløse, kreative ånd, der hos Cale driver værket fremad, fremad, fremad.