Selv omBjörks musik i de senere år har fjernet sig mere og mere fra traditionelle popstrukturer, hænger mange af hendes fans ved. Hendes vokalmæssigt eksperimenterende 'Medúllah' fra sidste år er blevet købt af ca. 500.000 på verdensplan. Den intime 'Vespertine' fra 2001 er solgt i 900.000 eksemplarer. Og hendes fem år gamle soundtrack til 'Dancer in the Dark' har omkring 800.000 mennesker købt, selv om heller ikke den udgivelse var i nærheden af at være en ortodoks popproduktion. Derfor vil der formodentlig og heldigvis også være en vis verdensinteresse for Björks nye soundtrack, 'The Music From Drawing Restraint 9'. Også selv om det indeholder noget af Björks mest aparte musik nogensinde. 'The Music From Drawing Restraint 9' er lydsporet til en film, der udgør en del af en aktuel udstilling i Japan skabt af den amerikanske kunstner Matthew Barney. Han er Björks mand, og de medvirker begge to i filmen. Ud over kunstfilm og -musik omfatter udstillingen skulpturer, teater, arkitektur og computergrafik. Björks lydspor er derfor kun en lille del af det store projekt, og især i begyndelsen er det vanskeligt at høre albummet uden at tænke på alt det, man går glip af. Ikke fordi musikken ikke kan stå alene. Men fordi alle de andre ting omkring den måske ville synliggøre, hvordan Matthew Barneys værk handler om forbindelsen mellem kreativitet og selvkontrol, samtidig med at det også handler om Japan og hvalfangst i Japan kulturelt og historisk set. Med en visindlevelsesevne kan man godt høre en imaginær forestilling om det historiske Japan i Björks nye musik, som bl.a. spilles af Mayumi Miayata på et af Japans ældste instrumenter, blæserinstrumentet sho. Men endnu tydeligere kan man høre komponisten Björk selv fortolke spændingsfeltet mellem kreativitet og kontrol med stor originalitet hjulpet af bl.a. nogle af hendes faste samarbejdspartnere, Mark Bell, Valgeir Sigursson og Leila. Björk slipper fri af skabeloner, og hun finder frem til overraskende løsninger, som når en sensuelt åndende, elektronisk bearbejdet stemme i 'Pearl' reflekteres af Miayatas sho og omvendt. Men hun holder også igen og komponerer med præcision, så musikken har plads til at give følelser og tanker fra sig. Som når hun i 'Ambergis March' får en elegant driblende elektronisk baslinje til at mødes med et cembalo, der gentager få melodiske toner med hele instrumentkroppens sammensatte klang af noget robust og fint, noget både stivbenet og sitrende. På'The Music From Drawing Restraint 9' viser instrumenterne følelser, om det så er klaviaturer, computere, harper eller hele klassiske blæserorkestre. Samtidig bruger hun sin egen stemme som et instrument, ligesom hun gjorde det på 'Medúllah'. Kun albummets første nummer, 'Gratitude', er i nærheden af at være en almindelig sang. 'Gratitude' er et brev, hvori en japansk indbygger takker en amerikansk general for at lade være med at fange hvaler nær den japanske kyst. Will Oldham synger den hilsen med sin sælsomt støvede, skrøbelige stemme. Soundtracket er et Björk-album, det går an at høre i baggrunden, mens man lader sine egne tanker spadsere i andre retninger. Som sådan er det i al sin opfindsomme mærkelighed mindre påtrængende end flere af Björks tidligere udgivelser. Det er et kunstværk. Eller rettere: Noget af et kunstværk. Kunne vi ikke få resten på museumsbesøg her i landet?