Skotske K.T.Tunstall har skabt sig et ry som et stort talent på den gammeldags måde. Ligesom amerikanske Norah Jones gjorde det, har K.T. Tunstall spillet og spillet for et cafépublikum. Og når man har set hende optræde på en café med guitar, tamburin og stemme, har man ikke svært ved at forstå, at flere britiske medier kalder hende den næste store ting. Eller at et stort pladeselskab satser på hende. Jeg så hende ved et tilfælde. En augustaften sidste år travede hun ind på en lille café i Edinburgh, stillede sig op i et hjørne og begyndte at spille. Sin helt egen blues. Ved indgangen til hver sang nynnede hun korstemmer og bankede rytmen på plads med tunge støvler eller knogleraslende bjælder. Efter at have optaget kor og rytme til hver sang gik hun i gang. Med at fortælle historier for elguitar og stemme. På den ene side var der tale om ligefremme melodier skubbet de rigtige steder hen af en usædvanlig god rytmefornemmelse. På den anden side var det tydeligvis ikke bare banaliteter, K.T. Tunstall sang. Hendes tekster kan sagtens være indholdsmæssigt komplekse. Men musikken er ligetil, og stemmen spænder helt fra det raspede og forslåede ligesom Shelby Lynnes og hen til en klar, naturlig sødme, man forbinder med Dido. Som hun selv har sagt det, er der uoverensstemmelse mellem den musik, hun bedst kan lide, og den, hun selv komponerer. David Bowie, P.J. Harvey, Willie Dixon og Bonnie 'Prince' Billy er nogle af dem, hun lytter til. Men hun kan ikke skrive ligesom dem. Med deres klare refræner og stramme vers ender hendes egne melodier med at blive den slags, der klæder radiostationerne. Her trekvart år efter den augustaften i Edinburgh viser hendes debutalbum, hvor god hun er til at skrive radiovenlig poprock. I enkelte sange på 'Eye to the Telescope' er hun ugenkendelig fra sine solooptrædener på de små cafeer. Væk er den rumlende bagtone af blues for eksempel i åbningssangen 'Other Side of the World' og også i 'False Alarm', hvor hun prøver at lægge følelser af frygt eller svigt i seng til en sød vuggevise. Ved hjælp af produceren Steve Osborne, der tidligere har arbejdet med bl.a. U2 og Happy Mondays, lykkes det Tunstall at præsentere mange forskellige sider af sig selv på albummet. Desværre virker nogle af dem lidt udviskede, men den barske kvindeblues er heldigvis ikke helt glemt. I selvstændighedssangen 'Black Horse and the Cherry Tree' spiller og synger hun stort set alt selv, som om hun stadig stod på en eller anden café. Flere af sangene drejer sig om at stå ved den, man er. Med det talent og den udstråling, hun har, er det besynderligt, at hendes udseende er blevet ændret betydeligt på coveret. Cd'en viser en slank, køn drengepige på cirka 22 år. Med tydelige kindben. Virkelighedens 29-årige K.T. Tunstall ser lige så bemærkelsesværdig ud, som hendes musik er. Hun har det mest charmerende, kuglerunde hoved med en enorm tud, der rynker ved fløjene, når hun smiler. Hun ligner ingen anden. På albummet ligner hun en anden end sig selv. Heldigvis slet ikke i samme grad i musikken som på coveret. Det ville også have været synd. Så interessant og selvhjulpen, som hun er, er der intet argument for at markedsføre integriteten ud af hende.