Inde i coveret til Nine Inch Nails alias Trent Reznors nye album er Reznor ved at blive flået i stykker i finlinjede digitale lunser. Se, nu har destruktion altid været en integreret del af NINs industrial, som i sin tid voksede frem som en mere alternativ rockmusikalsk variant af grupper som Skinny Puppy og Ministry og siden er blevet videreformidlet af en hær af nu-metal-bands som Marilyn Manson og Limp Bizkit. Men på NINs første studiealbum i seks år, With Teeth, handler det alligevel mere om bevarelse og raffinering af Reznors udtryk, mere end om lemlæstelse af samme. Så i den forstand snyder indercoveret. Selvhadet og paranoiaen er intakt, mens Reznors metalliske desperation synes at have veget pladsen for melankolsk forvirring. Guitaren er stadig seksuel aggressor, kirurgisk stål, læderklædt sabotør, men også en bred pensel i smertende sturm und drang-lydmalerier. Og Reznor er stadig en nysgerrig producer og programmør, der slår breakbeatbuler i sine angstrocksange og bedriver frække finter såsom vilde niveauforskelle, nye lag på lag-forvrængninger og først klaustrofobiske, så frisatte vokaler. Alt er på sin vis ved det gamle. I forfriskende grad. Reznor har for længst færdigudviklet sin formel, og With Teeth demonstrerer blot, at det er en god og levedygtig formel, som han stadig formår at påfylde vitalitet, kink og de lidelser, som det nu medfører at være et selvoptaget vestligt individ.