Han minder lidt om en plæneklipper, den lavstammede, og notorisk vævre frontmand i Nine Inch Nails, Trent Reznor, når han med sin heftige signaturlyd af fræsende motorsavsguitarer sætter foden i gulvet som en bestøvlet dominans, der absolut ikke har tænkt sig at lade sin lytter nøjes med at høre efter.

Man skal også kunne mærke musikken. Føle suget i maven, når en krop rammer bunden som en træt sæk kartofler. Eller mærke suset, når den store hoppegynge pludselig trækker os op af sølet på ny.

Og det er tilsyneladende her, oppe i de højere luftlag, Trent Reznor befinder sig for tiden. Efter et par mindre sindsoprivende plader, hvor den skingre ’With Teeth’ fra 2005 stadig står som en lidt, undskyld, tandløs skamstøtte i en ellers imponerende diskografi, har Reznor efter alt at dømme vundet serveretten til sin egen karriere tilbage.

LÆS OGSÅ Nine Inch Nails' nye album er Orwell som rockopera

Ikke ung længere
De seneste år har han tilbragt overvejende bag lydpulten på filminstruktøren David Finchers to blockbustere ’The Social Network’ samt ’The Girl with the Dragon Tattoo’, hvor Reznor i parløb med den engelske musiker Atticus Ross leverede to dommedagsdystre soundtracks, der åbenlyst vægtede paranoid atmosfære over billige tricks, og som understregede, at Reznor stadig var en stædig eksponent for at gå målrettet efter de dybeste hug.

Og noget tyder på, at livet bag lyden foran linsen har gjort Reznor godt.

I hvert fald fremstår ’Hesitation Marks’, som er Nine Inch Nails’ første album i fem år, både vitalt og særdeles ivrigt, hvilket manifesteres fra så godt som start, hvor den tempofyldte ’Copy of A’ trykker sig selv helt ind i intimsfæren på sin sagesløse lytter med et hidsigt pågående synthesizerbeat, der er lige så tungt og nævenyttigt i verset, som det er sårbart og underspillet i det mere sensible b-stykke.

Det er en forrygende indgang til en forrygende plade, der cementerer, at der stadig er et besnærende hundeslagsmål mellem kaos og kontrol i Nine Inch Nails’ musik. Også selv om det godt måtte have været endnu mere blodigt, end det er blevet.

Men ’Hesitation Marks’ er nu engang et album lavet af en mand på 48. Reznor er hverken stofmisbruger eller 29 år gammel længere, som han var, da han lavede sit magnum opus, ’The Downward Spiral’, der fem år senere blev fulgt op af den voluminøse og ligeledes imponerende ’The Fragile’.

Befriende ekstase

I dag skriver Trent Reznor sin musik alene, hvorfor mange af sangene er skrevet på hans trommemaskine og intet andet. Det forklarer den skiftevis hårdt og blødt pumpende puls, der i form af både beats og bas løber albummet igennem og giver albummet dets ret minimalistiske lyd.

Den klæder i øvrigt også Reznors vokal, der lyder som en fisk i vandet på numre som den tørt groovende ’While I’m Still Here’ og den herligt skabsfunky ’All Time Low’, der virker som en kækt hoftevrikkende arvtager til karrierehøjdepunktet ’Closer’ fra ’The Downward Spiral’.

Det lyder unægtelig, som om industrialrockens sammenbidte knudemand har haft det ret sjovt med at lave denne plade, hvilket står klarest på den nærmest poppunkede ’Everything’, hvor svulstige trommemaskiner, U2-guitar (!) og indfølte mandevokalharmonier synger kor med Reznor, der for en sjælden gangs skyld ikke lyder spor desperat.

LÆS OGSÅ Formel i fin form

Han lyder tværtimod ekstatisk, men også en smule overrasket over, som han synger, at have overlevet det hele. Fra et årelangt stofmisbrug til en nær fatal overdosis i London i 2000, hvor han indtog hvid, kinesisk heroin i den tro, at det var kokain.

Sammen med den vederkvægende kølige electroballade ’Find My Way’ og de førnævnte nærfunky eskapader er den befriende poppede ’Everything’ inciterende beviser på, at Reznors spiral lader til at vende opad nu. Men uden at det bliver ensbetydende med, at musikken bliver sværere at mærke.

Sådan kan man også ondulere sin græsplæne. Og det klæder både Reznor og Nine Inch Nails.

fortsæt med at læse

Bulldozeren Nine Inch Nails kørte Formel 1 i Forum