Det er ikke svært at forstå Mark Oliver Everett alias E alias Eels, når han i sangen 'Old Shit/New Shit' opsummerer sit liv som beundret sangskriver sådan: »Everybody loves you/ nobody cares/ an awful collection of enemies and friends/ Congratulations to you/ with sad regrets/ I'm tired of the old shit/ Let the new shit begin«. Hele mandens familie er udslettet. Først døde hans far, en berømmet kvantefysiker, da sønnen blot var 19 år, så tog canceren hans mor, søsteren begik selvmord, og senest steg hans kusine uheldigvis ind i et af de fly, som Osama bin Ladens terrorister bortførte 11. september 2001. Det var det fly, der skulle være drønet ind i Pentagon, men som på grund af passagerernes heroiske kamp endte med at styrte ned på en mark i Virginia. Kort forinden havde E fået et postkort fra kusinen med blot et spørgsmål: »Ain't life grand?«. På den baggrund kan det være svært at forstå, hvordan E og hans musikalske venner har været i stand til at skabe et så formfuldendt, rigt, varieret og overskudspræget dobbeltalbum som 'Blinking Lights and Other Revelations' med 33 sange, som dybest set er en hyldest til livet. Tag til eksempel førnævnte 'Old Shit/New Shit' med sin optimistiske popmelodi, englekor og en let surfguitar eller det endnu mere oplagte hit 'Hey Man (Now You're Really Living)' med sin motown inspiration, skæve blæsere og indledningen: »Do you know what it's like to fall on the floor/ and cry your guts out 'til you got no more/ Hey man, now you're really living«. En imponerende overlevelsesdrift og en helt særegen evne til at se humoristisk på tilværelsens mest kulsorte sider og få fængende melodier ud af dem. Den evne har Eels altid haft, men efter de ikke helt gennemførte plader 'Souljacker' fra 2001 og 'Shootenanny' fra 2003 er det en ren fornøjelse at have gruppen - eller rettere E's projekt - tilbage i så vital styrke. Der er så meget at dykke ned i her på så mange sange, man ikke kan vente med at høre igen, at der ikke er grund til at investere i meget andet end 'Blinking Lights ...' i meget lang tid. Et dobbeltalbum uden en eneste kedelig sang, Den eneste plade, man nogensinde vil høre med Tom Waits som gæst i rollen som baby! En livsklog, tvivlende, sørgende, opmuntrende, eftertænksom plade om livet og dødens store gåder. En af årets absolutte nødvendigheder.