ALLE HADER Conor Oberst. I hvert fald alle amerikanere over 25. De korser sig, når han bliver kaldt 'den nye Bob Dylan', 'rockens vidunderdreng nummer 1' eller 'geniet fra Nebraska'. Og de skar formentlig tænder, da de hørte om hans nye projekt: den samtidige udgivelse af to album med hans band Bright Eyes: den afdæmpede sangskriverplade 'I'm Wide Awake, It's Morning' og den lettere elektronisk eksperimenterende 'Digital Ash In A Digital Urn'. De hader ham, som man kun kan hade noget, man genkender fra en teenageversion af sig selv. De hader ham, fordi hans stemme, hans musik, hans historie er for meget. Dybt for meget. Conor Oberst begyndte at spille guitar på caféer i Omaha, Nebraska, da han var 13. Han udgav sin første plade som 14-årig, med gruppen Commander Venus. Siden har den nu 24-årige sanger og guitarist optrådt i et væld af konstellationer, men hans fokus har siden 1998 ofte ligget hos Bright Eyes, der essentielt består af Oberst plus skiftende baggrundsmusikere. For mange kandiderer Conor Oberst til titlen som historiens værste klynkerocker. På sine bedst kendte plader, 'Fevers & Mirrors' og den passende ambitiøst betitlede 'Lifted Or The Story Is In The Soil, Keep Your Ear To The Ground' kredser han om tomhed, ensomhed, død, formålsløshed og ubetydelighed. Og det i sange, der godt kan være syv minutter lange. Ofte uden andre instrumenter end akustisk guitar - og en ung mands fortvivlede, uskolede og bristende stemme. »Hvor må livet være hårdt for stakkels Conor. Det må tage timer for ham at få sit hår til at ligne lort, og han er nødt til at gå i genbrugsbutikken hele tiden for at finde de perfekte dårligt siddende sweatere. Jeg synes, at han prøver for hårdt at være dybsindig«. Fecal Jesus, i diskussionsforum på nettet. DET ER selvmedlidende teenageangst som »I scream for the sunlight or a car to take me anywhere/ Just get me past this dead and eternal snow«, der har skaffet Conor Oberst fjender på halsen. Læg dertil hele hans fremtræden: Han er utrolig nuttet at se på, med pjusket hår og øjne, der ofte er blevet beskrevet som noget fra en japansk mangategneserie. Han går kun i spartansk genbrugstøj, er veganer og nærmest demonstrativt selvudslettende. Gennem hele sin allerede lange karriere har han selvfølgelig nægtet at sælge ud og udgiver stadig sin musik på sit eget Omahaselskab, Saddle Creek. Han stiller sig med andre ord til rådighed for ungdommen som et næsten for perfekt fabrikeret alternativ til en verden, der styres af Microsoft og mænd med slips. Og hans fans' fuldkomne identifikation med hans sange og nærmest grænseløse loyalitet agerer modpol til hadet. En loyalitet, der i november placerede de to singler fra Bright Eyes' aktuelle dobbeltudgivelse øverst på Billboards salgsliste for en stund. Et uvant opholdssted for indierockens lidende stjerne, men han har også udviklet sig, både lyrisk og musikalsk. Det skal hurtigt vise sig, at det er den første udvikling, der er den mest interessante. Den finder vi på singersongwriter- albummet 'I'm Wide Awake, It's Morning'. »Conor Oberst er verdens mest sandfærdige, direkte, og deprimerende dybsindige menneske«. Tim, i diskussionsforum på nettet DET BEGYNDER ellers med en rigtig rådden gang halvbagt studenterbuddhisme: en nærmest latterligt sjusket Oberst-monolog, der forvandler sig til en sang om et flystyrt, hvor de døde passagerer vender tilbage til deres rette element - ikkeeksistens: »I'm happy just because/ I found out I am really no one«. Man begynder at forstå Conor- haderne. Men heldigvis er allerede pladens anden sang en åbenbaring: 'We Are Nowhere And It's Now'. Her næsten driller Oberst sin egen nihilistiske persona, som vi har lært at kende den: »If you swear that there's no truth and who cares, how come you say it like you're right?«. Det er altså også svært ikke at tro på noget, når selveste countrylegenden Emmylou Harris bakker Oberst smukt op i denne storladne, asymmetriske guitarballade. Og måske er han i virkeligheden bare i dårligt humør: »I've been sleeping so strange at night/ With a head full of pesticide«. Der har vi alle været. Der er de fleste af os hver morgen. Singlen 'Lua' er en kuldslået, men ikke trøstesløs, skildring af, hvordan nattelivets buzz får hverdagslivet til at tage sig endnu mere trivielt ud. Oberst er for nylig flyttet til New York, men sangen er ingen fejring af byen. Faktisk lyder den som én lang coke-nedtur, hvor Obersts ensomme akustiske akkordskifter af og til slår slukørede gnister - og hvor han i øvrigt springer ud som raffineret rockpoet: »If you promise to stay conscious I will try and do the same/ Yeah, we might die from medication but we sure killed all the pain/ But what was normal in the evening by the morning seems insane «. Og så sker det næsten utænkelige: en klokkeren kærlighedserklæring! 'First Day Of My Life' er en afsindig køn, kaninkvikt melodiøs og lidt tøvende hengiven sig til tosomheden: »I could go anywhere with you/ And I'd probably be happy «. Probably. Sandsynligvis. På en ældre liveoptagelse introducerer Oberst treminutterssangen med ordene: »Jeg har aldrig været forelsket, men jeg forestiller mig, at det må føles sådan her«. Gamle - undskyld, unge - krukke. 'I'm Wide Awake, It's Morning' er en vidunderlig plade. Den er prætentiøs ad helvede til, men det er på ærlighedens og enkelhedens vegne. Den er naiv, men indtagende. Sangene er ikke udstrakte og rodede som før, men disciplinerede og stramme. Og Conor Oberst flæber ikke. Han synger. Det vil ikke vare mange år, før det bliver for pinligt for ham at krænge denne slags juvenil spleen ned over sit publikum. Nyd det, mens du kan. »Jeg tvivler meget på, at nogen af os her er en mindre ynkelig tudeprins end Conor Oberst. Vi har bare ikke fundet en måde at få andre til at sætte pris på vores ynkelige tuderi endnu«. Anthony, i diskussionsforum på nettet TIL GENGÆLD er der altså problemer med dobbeltudgivelsens anden halvdel, den musikalsk offensive 'Digital Ash In A Digital Urn'. Titlen dækker over en kraftig tilbagevenden til dødstemaet, iscenesat i en opkørt breakbeatæstetik, hvor Conor Oberst & Co. forsøger at vinde nyt musikalsk land. Lidt som hvis en mere dødsfetichistisk udgave af The Cure var blevet sluppet løs i postrockgruppen Tortoises studie. Og Bright Eyes som orkester har da også fat i noget - der er en spændstighed over pladen, en fornemmelse af et band, der står på tærskelen til noget nyt. Men hjertet synker altså ikke så lidt, når Oberst delagtiggør os i sine dødtrivielle mareridt: »I have some where I die/ I have some where we all die«. Og mere, faktisk enorme masser, af slagsen følger: »There's happiness in death«. »To the deepest part of the human heart the fear of death expands«. »I'm completely alone at a table of friends/ I feel nothing for them«. Tak for kaffe. Også 'Digital Ash In A Digital Urn' er hamrende prætentiøs, men det på vegne af et famlende musikalsk stilladsbyggeri omkring en temmelig ordinær dødsangst. Udadtil repræsenterer albummet en udvikling. I sin essens er det et tilbagefald til tidligere tiders manerer. Det skal dog ikke tage noget som helst fra 'I'm Wide Awake, It's Morning'. De to plader markerer forskellen på klynken og rockpoesi. Hvis bare vi dog kunne bestemme, hvilken vej vidunderbarnet fra Nebraska vil vælge herfra.