Her gik man og troede, at Chicks On Speed snart ville blive suget op af den enorme svamp, man kalder mainstream. At 'gør det selv'-kvindetrioen med base i Berlin var ved at blive selvparodiske popikoner med lidt for hyppige optrædener på de parisiske catwalks, og så får man deres tredje album 'Press The Spacebar' mellem hænderne. Et kulturpolitisk spektakel befolket med sangtitler som 'Class War', 'Madalyn Albrights Answer' og 'Wax My Anus' og tekster som »People you cant afford to eat/ Drive your car cause petrol is cheap/ For Gods sake keep blood and guts in the Middle East«. Som med alle den tysk-australskamerikanske trios tidligere album er 'Press The Spacebar' mindst lige så interessant som kulturelt og politisk statement, som det er som musikalsk output. Men allieret med den tyske producertroldmand Cristian Vogel og med The Noheads (musikere fra Barcelona - man er vel kosmopolit) har Chicks On Speed også fået revitaliseret deres 'cut and paste'-æstetik med uventet kreativitet. Glem electroclash- mærkatet, og forestil dig en eksperimenterende, punket, løst struktureret, krøllet og alligevel sexet dynamisk musik et sted mellem The Raincoats, Captain Beefheart, The Bangles, Lydia Lunch i de tidlige nowave-dage og bysbarnet Peaches' vrantne electrolir. Det er både overrumplende, uhørt, anarkistisk charmerende, pletvist irriterende retningsløst, men altid en nyformulering af trioens riot grrrl-collageæstetik og deres tekstlige politiske uforsonlighed. Og det er en lettelse.