De sover stadig ikke i Brooklyn. Gennem to årtier har Beastie Boys sendt rytmiske rystelser gennem newyorkerbydelen, så hele verden kunne høre det. Og selv om det nye instrumentalalbum ikke er hverken jordskælv eller skyskraber i forhold til tidligere tider, kan Beastie Boys stadig få den søvnløse nat til at svinge på en henslængt funky og dubbet måde.
Efter at have genopfundet sig selv som en af hiphoppens mest nyskabende tre-i-enheder og rejst et monument over den musikalske samplingkultur med 1989-albummet ’Paul’s Boutique’ greb trioen selv til instrumenterne og spillede ordløse numre som ’Groove Holmes’ på 1992-albummet ’Check Your head’ og’Sabrosa’ på ’Ill Communication’.
Det er dette tilbagelænede og orgelboblende spor Beastie Boys nu er tilbage på. De er ikke verdens bedste musikere, men med Michael Diamond bag trommesættet tegner Adam Horowitz lyse mønstre med guitarstrengene og Adam Yauch læner sig determineret ind over bassen, mens det fjerde, og på dette album helt dominerende medlem, (Money) Mark Nishita driver orgel og keyboards til det yderste for at lade en fuldfed funk flyde ud over albummets 12 skæringer. Savner næsvis rap
De eneste ord, der er kradset ind i pladen er lidt uhørligt småsnak mellem numrene, der mest bliver brugt til at understøtte den håndspillede stemning, og man savner den næsvise staccato rap.
På sin vis lyder albummet mest som råmaterialet til andre samplerkunstnere med behov for en gyngende bund eller melodiske bidder, selv om albummet sagtens kan stå alene som et rytmisk sidespring, der har højdepunkter i ’B for My Name’ og ’The Melee’.
