Også i hiphop er nysgerrighed og lyst til eksperimenter en betingelse for at finde nyt terræn. Begge dele besidder den unge Thearthur Washington (Theory Hazit) fra Ohio, Cincinatti, der nærmest ud af det blå debuterer med det spillevende og vellydende, ’Extra Credit’. Mens store stjerner som Nas har travlt med at aflive hiphop-genren, som andre forsøger at plaffe ned med endeløst gentagne, stupide gangstamanerer, arbejder folk som Theory Hazit innovativt og ihærdigt for noget helt andet.
Hitsmed
På ’Extra Credit’ viser Theory Hazit sig som en hitmager på niveau med Kanue West , selv om vor ven fra Ohio strør om sig med lidt tungere, om end knivskarpe beats og indhyller sine sange i en lidt mere rå produktion. Tjek eventuelt ’Emit Gninrut’, der snurrer lystigt som Kanue West, men også lyder som futuristisk hiphop med sin atmosfære af klub og dansegulv.
For det meste emmer musikken af soul og lækkerier som eksempelvis den på en gang spændstigt og dovne ’Mrs. Hazit’, skilsmissedramaet i ’I Just Wanna Come Home’ og den besjælede ’Ghetto’ med nogle usædvanligt fine portrætter af det fattige USA i teksten.
Gud er stjernen
Hos Theory Hazit er Gud den store stjerne, men rapperen forfalder aldrig til prædiken. Tværtimod erkender Theory Hazit, at skilsmisser og delebørn er en del af tilværelsen, som fordrer, at man er en god og kærlig far. Så har man hørt det med i en hip- hopsang, men også det klæder en af årets bedste debutalbum.




























