Jeg stemmerhelt klart for blandede ægteskaber. Lad os krydse musikalske traditioner så meget som muligt og se hvad der sker hvilket Bombay Rockers har gjort. Fra Vesten: moderne r&b og boybandpop, synth, samples, elektroniske grooves som fundament. Fra Asien: banghra, trommeskind, strengeinstrumenter, fløjter, sang som staffage. Problem: Den danske trio har ikke leveret gode sange og svedige produktioner nok til et helt album. Forsanger Navtej Singh Rehal, forsanger og producer Thomas Sardorf og producer Janus Bosen Barnewitz rammer af og til plet: 'Rock Tha Party' rykker lystent i mellemgulvet med sin svirpende elasticitet, del to af Ari Ari er en fyrig, opadstræbende indienspopperle, 'Lovesick's stammende bas og svævende synthklange har stil, og 'X-Rated's højsynkoperede forførelsesteknik virker. Og der er generelt fornemme vokaler fra Rehal. Desværre kløjes balladerne i sødsuppeværdier hentet fra de mest sentimentale boybands, og mange uptempo-sange må døje med underskud af rytmisk elegance og melodisk idé. Sardorf er heller ikke en videre fantastisk sanger, og teksterne skal der ikke råbes hurra for. De indiske krydderier bliver tit blændværk, frem for egentlige ingredienser i hybriderne, der ikke altid dufter lige friske. Og så er det altså rigtig dårlig stil i introen at takke folk for at have købt og forhåbentlig ikke downloadet ens album. Den slags hører sgu ikke hjemme i musikken, men ude på coveret. For det er at sætte købmandskab over morskab.