Norah Jones er den store succeshistorie. Varm, yndig og ekstremt behagelig. Men man kan godt savne noget med bølgegang på den musikalske opdagelsesrejse. Det finder man på den texanske sangerinde Jolie Hollands pudsige og righoldige 'Escondida'. Musikken placerer sig et sted mellem blues, country og texas swing. Teksterne er overraskende og billedmættede og handler typisk om tilfældige møder med mænd, der ikke er for fastholdere. Det er dog ikke blues-musikkens bastante smerte, der bliver dyrket. Snarere en lettere surrealistisk samling fortrydelsesparagraffer, der passer fint til Jolie Hollands særdeles kompetente fløjten. Hun kan virkelig slentre fløjtende under en stor himmels stjernetæppe. Stemmen har en usædvanlig smidig karakter. Uhøjtidelig og med tør humor, men aldrig uden den nødvendige underliggende alvor. »I saw you tonight/ by the light/ of the shining black stars/that circle my heart« er et fornemt billede. Som sangerinde er Jolie Holland i besiddelse af en smidig elasticitet og et ukueligt humør. Musikkens shuffle foregår i fodtøj lavet af det blødeste dådyrskind, når Holland smyger sig vej igennem en charmerende blandet landhandel af instrumenter fra før, verden gik af lave. Foruden hviske-tiskende trommer, en bulet bluesguitar fra Robert Johnsons dage og trompet og sopransax fra det gamle New Orleans (Holland har kreolske rødder) får man også fornøjelsen af at høre en banjo fra 1867 og Jolie Hollands kærlighedserklæring til sin ukulele 'Darlin Ukelele'. Bortset fra to traditionals (hvor især den gamle engelske 'Mad Tom of Bedlam' er fremragende fortolket) har Holland skrevet alle sange. Ser man bort fra en kort tid i The Be Good Tanyas og hendes demo-indspillede første plade 'Catalpa', er der tale om Jolie Hollands debut, og det er en ankomst, der bør placeres på samme hylde som første gang, man hørte Rickie Lee Jones, Edie Brickell, Tom Waits.