0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Famlet og fumlet

Sia fremstår på 'Colour The Small One' mest af alt som en folket og flyvsk udgave af girl next door-stjernen Dido.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

At Zero 7's Binns og Hardaker besidder et naivistisk sangskrivertouch over gennemsnittet, bliver så meget desto tydeligere på det andet soloalbum fra en af gruppens faste sangerinder, nemlig Sia Furler.

Her mangler det nemlig. Furler - eller blot Sia, som hun kalder sig solo - fremstår på 'Colour The Small One' mest af alt som en folket og flyvsk udgave af girl next door-stjernen Dido.

Sias egne fortællinger emmer også af en sugende drift mod det ublasert nære - bevisførelse: sangtitler som 'Sunday', 'Breathe Me' og 'Where I Belong'.

Men selv om hun hele tiden leger diskret med popsangens grammatik, og selv om hendes kompositioner er lette nok til bens, bliver der både famlet og fumlet i blinde, når hun søger de fine antydninger og sarte overfladespændinger, hun ikke har muligheden for at udfolde som sangerinde i Zero 7.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere