Unikke Sia krænger sjælen ud på storladent popalbum

Sky. Sia Furler har skrevet sange til og med blandt andre Madonna, Eminem og Rihanna, men undgår helst den offentlige opmærksomhed. Da hendes sang 'Breathe Me' slog igennem med tv-serien 'Six Feet Under', fik hun en depression og gik i selvmordstanker.
Sky. Sia Furler har skrevet sange til og med blandt andre Madonna, Eminem og Rihanna, men undgår helst den offentlige opmærksomhed. Da hendes sang 'Breathe Me' slog igennem med tv-serien 'Six Feet Under', fik hun en depression og gik i selvmordstanker.
Lyt til artiklen

Australske Sia Furler er en usædvanlig popstjerne.

Da hun i maj besøgte Ellen DeGeneres’ talkshow for at synge sangen ’Chandeliers’, stod hun ovre i et hjørne. Med ryggen til publikum. Som en slukket standerlampe. Scenegulvet var – ligesom i videoen til den accelererende hitsingle – overladt til den blot 11-årige Maddy Ziegler, der med sin platinblonde paryk sprang og snurrede rundt i sin højmoderne dans.

kritik Fortryllet sangerinde nærmer sig det store gennembrud

Klippet med den utrolige Ziegler blev vist over en million gange den følgende uge på YouTube. Dermed fik Sia opmærksomhed uden at stå frem, en ganske væsentlig gevinst for den australske sangerinde.

Det samme indtraf, da Sia optrådte med en papirspose over hovedet på forsiden af musikmagasinet Billboard.

12 millioner solgt

Nu er Sia klar med sit sjette album, og kig lige på titlen. Af de tusinde former for frygt kender hun nok de fleste. Derfor undgår hun den offentlige opmærksomhed.

Gennem sin 20 år lange karriere har den i dag 38-årige Sia kæmpet med angst og social fobi. I en grad, så man kun kan undre sig over, hvordan hun dog er blevet så stor en popstjerne. Og hun er meget større, end du måske lige går og tror. Som der stod på Billboard-papirsposen:

»Denne musiker står bag mere end 12 millioner solgte singler, har en ny single med på ’Hunger Games’ og vil ikke være berømt ...«.

Ved siden af sin egen karriere – med nok (større og mindre) hits til allerede at have udgivet en ’Best Of ...’ – har Sia været sangskriver i verdenseliten.

Hun har skrevet sange med og til Madonna, Christina Aguilera, Eminem, Britney Spears samt Rihanna, der for to år siden toppede hitlisterne med Sias ’Diamonds’, og Beyoncé, der netop har udsendt Sia-samarbejdet ’Pretty Hurts’ som single. For ikke ikke at nævne David Guettas ’Titanium’, som Sia siden tweetede om:

»Utroligt at 40 minutter af mit liv og ingen promo kan blive til min til dato mest succesrige sang«.

Værn mod nedtur

Som person minder Sia mere om det sky svenske sangskrivergeni Max Martin end om den flamboyante posterboy Pharrell Williams. Og efter at hendes egen sang ’Breathe Me’ blev et stort hit som en del af af den udødelige finale på tv-serien ’Six Feet Under’, kollapsede hele hendes verden. Depressionen satte ind, og den mentale nedtur begyndte.

Sia søgte tilflugt i flaskerne og ringede til den lokale pusher for at bede om »to af hver, undtagen heroin og meth«, som hun for nylig har fortalt The New York Times. Tanken var selvmord, og Sia nåede at skrive et afskedsbrev, inden en ven fik hende i behandling og på ret køl igen.

Nu er hun så tilbage som solist, og måske som et værn mod en ny nedtur er gemmelegen en del af Sia nu. Men når man træder ind bag maskerne og hører hendes ofte dramatiske og svulstige popmusik, kan man godt forstå trangen til at beskytte sig selv. For i den stemme blotter Sia sig. Det hele bliver lagt åbent og krænget ud.

Elektrisk pigetrio interviewer sig selv: »Hvornår synes du, at Loui og jeg er røvirriterende?«

Kvinden med bipolær diagnose og en forbrændt sjæl skyder skarpt i sine tekster på emner som det skrøbelige sind, dyb depression og pillemisbrug. Men uden et ansigt som afsender bliver det fortællinger, som andre kan gå ind i, og ikke kun private dagbogsnoter fra et tumultarisk liv. Og hun synger det, som om lokummet virkelig brænder.

Tager man Sias baggrund i betragtning, er det ikke mærkeligt, at man tænker på andre popstjerner undervejs. ’Fire Meet Gasoline’ kunne være lavet til Pink, mon ’Fair Game’ er skrevet med Lana Del Rey i tankerne, og den fænomenale ’Chandeliers’ er den bedste Rihanna-sang, som Rihanna ikke selv har indspillet.

Båret og brændt

Men Sia lyder ikke som alle andre. Hendes album vil ikke stå tilbage som den samling sange, der aldrig helt havde sit eget at byde på. Dertil er hendes stemme for markant og sangene for gode.

Den tidligere triphoppede stemning er skiftet ud med den storladne pop, der kan fylde en flyhangar ud med ekstatiske følelser og tunge trommer. Pop med voldsom kraft, høje tinder og svimlende dybder. Båret og brændt igennem af Sias stemme.

Famlet og fumlet

Den vil sikkert dele vandene med sit på én gang brølende og nervøse gemyt. Man kan høre inspiration fra Cindy Lauper i de hæst knækkende fraseringer, men for fuld udblæsning kan den flænge trommehinden, så selv Lady Gaga må træde et skridt til side.

Men Sia behøver slet ikke skrige sin afmagt over for tilværelsen ud. Hun kan nøjes med at hikke sig skævt gennem ’Hostage’ og gøre stort indtryk. Og så har vi balladen. For Sia får nok svært ved at leve resten af sit liv i papirspose med sådan et album her.

Omvendt er hun jo netop ... helt usædvanlig.

Simon Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her