Hvorfor udgiver man egentlig stadig hele popalbum?
I en tid, hvor folk i det hele taget er holdt op med at købe plader. Medmindre der står Taylor Swift på coveret.
I dag streamer folk popmusik døgnet rundt på Spotify, Wimp eller YouTube. De sammensætter deres egne spillelister eller kobler sig på andres mix .
Ligner hinanden
Hvis du vil være noget ved popmusikken i 2014, handler det altså om at få et hit. Helst flere. Hvilket jo altid har været jobbeskrivelsen for en popmusiker:
Men i popmusikkens store årti, 1980’erne, gav det også mening at udgive et album. Ud over at det var en god forretning, havde de forskellige musikere også en sound, der adskilte dem fra hinanden. Der var forskel på at bruge en time med Madonna, Pet Shop Boys eller Prince.
I dag lyder de alt for ens. Lytter man til en række af efterårets popalbum, er der stærk konsensus. Det er de samme producere, samme lyd og samme skabelon med gæstesangere.
Det sidste skal bryde ensformigheden og virke som en radioudsendelse med skiftende hits. Men de gæster hinanden på kryds og tværs, så pladerne ironisk nok ligner hinanden endnu mere. Og der er som regel ikke hits nok til en virkelig god times radio. For vi vil jo bare gerne høre det ene forbandede gode hit.
Laveste fællesnævner
Engelske Jessie J følger skabelonen til punkt og prikke på sit tredje album.
Dunkende beats fra klynger af producere og en lind strøm af gæster. Fra Nicki Minaj til veteranerne i De La Soul. Tilsat Jessie J’s orkanstemme.
Den skulle være hendes stærkeste kort, men i stedet for at give de velkendte popformularer nye nuancer anstrenger hun sig for meget og blæser gennem den ene generiske popsang efter den anden.
LÆS OGSÅ Upersonlige brøl runger i popland
Det kan godt være, at tunge producernavne som Diplo og Max Martin har været inde over et par sange, men samlet set lyder ’Sweet Talker’ som en samling af laveste fællesnævner i tidens popmusik.
Krystalglasset klirrer
Gæstelisten er endnu længere og stemmen endnu større hos popkometen Ariana Grande. Vi taler Mariah Carey-skalaen. Men den 20-årige Nickelodeon-stjerne har både mere elegance i sin stemme, sejere gæster (som A$AP Ferg), og så har hun tydeligvis fået produktioner fra øverste hylde.
I de her hymner for nye generationer er der smæk på volumen og sans for soniske detaljer, samtidig med at Grande formår at holde igen, hvor andre store stemmer skal blære sig.
Generation Y undergraver mediehusenes fundamentAl popmusik er jo kalkuleret i en eller anden grad. Ikke mindst når en teen-tv-stjerne trylles om til popstjerne. Det er bare en fornøjelse at lade sig snøre af Ariana Grandes storslåede popballader med alle deres små rytmiske benspænd og fikse forskydninger.
Pludselig klirrer krystalglasset, og albumformen giver for en fornøjelig stund mening.
Neontristesse
Den svenske producer Andreas Kleerup ændrer lidt på skemaet og nøjes med en ep. I udgangspunktet klogt.
Tilmed er Kleerup alene i producerstolen, mens en række sangerinder som Susanne Sundførr og Jenny Wilson synger ind over de 1980’er-synthede og melankolske tracks.
Kleerup viser sin dybe respekt for Giorgio Moroders italo disco og har samtidig plads til Stevie Nicks pastiche sammen med Niki & The Dove på ’Rock U’. Lige til henslængt luftguitar i lædersofaen.
Unikke Sia krænger sjælen ud på storladent popalbumMen opfindsomheden og de virkelig overvældende sange (hvor er Robyn?!) er få. Trods den fine neontristesse sidder man næsten med en fornemmelsen af, at udvalget her endda burde have været endnu skarpere.
Dance pop kærlighed
Mens 1980’ernes popmusik i den grad dominerer poplyden lige nu, går canadiske Kiesza en anden vej og giver 1990’ernes dance pop noget kærlighed på sin debut.
Hun må have lyttet en del til CeCe Peniston og Black Box.
Der er til at begynde med næsten lige så meget fut i fejemøget af 1990’er-house som hos Disclosure.
Men af en eller anden grund vil Kiesza også lave en følsom ballade-plade, hvilket knækker ’Sound Of A Woman’ på midten og efterlader et uforløst helhedsindtryk.
Stræber efter at være sig selv
Med den 21-årige afrikanskskandinaviske amerikaner Tinashe (Jørgensen) slutter vi inden for popalbummets skabelon. En sangerinde og en hulens masser sangskrivere, producere og gæsterappere. Vi taler brandvarme navne som DJ Mustard og superstjerner som Drake.
Men i stedet for at følge hitlisteformularen og spænde violinbuen til bristepunktet sænker Tinashe tempoet og lader sig synke ned i den moderne r’n’b’s undersøiske produktioner.
Et lydtrip, der føres an af en stemme, som både kan være bedøvet som Rihanna og hudløs som The Weekend.
Tinashe har allerede udgivet tre rækker mixtapes på egen hånd, og måske er det derfor, at hun er så meget til stede.
I hvert fald minder hendes alternative pop om, at de bedste popplader stræber efter at være sig selv og ikke et ekko.
fortsæt med at læse
