På coveret af sit debutalbum ligner engelske FKA twigs en porcelænsdukke, der rødmer voldsomt. Eller har hun fået et slag i ansigtet? Røde, lilla og gule farver breder sig rundt om det tomt stirrende blik under hårets sirlige krøller på marmorpanden. Er hun forlegen, forpustet eller voldsomt forslået? Svaret er ikke så ligetil.

Egentlig var 26-årige Tahliah Barnett mest kendt som danser. Sådan en, man kunne se i musikvideoer for Ed Sheeran, Jessie J og Kylie Minogue. Men for to år siden indtog hun første gang rollen som FKA twigs ( Former Known As blev tilføjet, da verden åbenbart allerede havde en Twigs i forvejen) og skabte med to ep’er et stilistisk image, der bragte sammenligninger med Björk frem og startede den akutelle lavine af opmærksomhed.

Nu ankommer så debuten, og her brænder FKA twigs gennem alle forhåbninger og sætter en standard inden for eksperimenterende popmusik, så hun fremover mere vil blive sammenlignet med sig selv end andre frontløbere. For nede under den plastiske overflade skaber FKA twigs sårbart og rodet rum af modstridende følelser. Den fremmedgørende dukke har en dyb menneskelig resonans.

I det lumre hjørne

Med en stemme, der med sine lyse hvælvede fraseringer kan flække et kirkekor i to dele, bevæger FKA twigs sig langs væggene i det lumre hjørne af r’n’b, de kalder slowjam. Persienner er rullet ned og lyset dæmpet, når hun ublu crooner:

»I can fuck you better than her«.

Men FKA twigs vender slowjamrutinerne på vrangen. Drifterne følges af usikkerhed og tvivl. De seksuelle spændinger får uventede nuancer, og kærlighedspillet har på de ti dybt betagende sange både kanter og ridser, man ikke oplever så tit på disse musikalske kanter:

»When I trust you we can do it with the lights on/ when I trust you we’ll make love until the morning«.

Man aner flere rødmemotiver. Sex er mere end kroppens erogene zoner, og langsomme ballader fører ikke altid direkte ind soveværelset. Den flirtende tone tøver mellem spøgelser og glimt af fortidens blå mærker.

Et landskab af engelsk musik

Slowjam og r'n'b kan da også kun bruges som vejledende genrebetegnelser. På samme måde som The Weeknd eller How To Dress Well har rykket ved genrens konventioner og følelser, sprænger FKA twigs kategorierne med æteriske sange.

Kompositionerne foldes ud i enkle og alligevel sammensatte forløb. Er der en åre af amerikansk r'n'b i den intime henvendelse, løber den til gengæld gennem et landskab af engelsk musik. Minimalismen har ekko af The Xx på 'Lights On', den halvtågede atmosfære på 'Numbers' har spor af både Tricky og ikke mindst de drømmende lag i Portishead, mens albummets undergangstekstur skylder sBurial sin del.

Selv med de koordinater på plads må man konstatere, at FKA twigs ikke begrænser sig til lige den noir linje gennem de sidste tyve års popmusik. Et sted imiterer hendes høje toner Kate Bushs dramatik, et andet modsvares de rastløse rytmer af en salmes vingefang i melodien. Der bliver taget nogle vilde chancer og 'LP1' kaster ikke om sig med omkvæd, men formulerer med sin forvrængninger en smuk og forvirret tilstand, de fleste nok kan genkende mere af sig selv i end i den normalt glaserede r’n’b.

fortsæt med at læse

Himmelstormeren FKA twigs bød på små mirakler i Vega