Selvfølgelig må det være Eric Clapton, der påtager sig rollen at lave et hyldestalbum til minde om JJ Cale, som døde af et hjerteslag for godt et år siden.
Clapton og Cales skæbner har været knyttet sammen i 44 år. De to gav hinanden end gensidig håndsrækning, da den forgudede bluesguitarist med kælenavnet Slowhand i 1970 på sit første soloalbum fortolkede den komplet ukendte JJ Cales ’After Midnight’.
Manden bag 'Cocaine' og 'After Midnight' er død’After Midnight’ blev et hit og var med til at bane vejen for en solokarriere for JJ Cale, der på det tidspunkt reelt havde opgivet musikerdrømmen i L.A. og var tøflet tilbage til Tulsa.
I stedet blev JJ Cale med den hæst, hviskende stemme og det stemningsfulde, minimalistiske guitarspil en kultfigur af de større. De fire lp’er ’Naturally’, ’Really’, ’Okie’ og Troubadour’ fra 1972-76 og deres helt særlige Tulsa sound blev et vigtigt kapitel i 1970’ernes musikhistorie.
Fortolkning af Cale
Da Clapton i 1977 gjorde Cales ’Cocaine’ til et hit, blev der slået krølle på halen med maner.
JJ Cale blev ved med at lave plader og inspirere nye generationer af guitarister og sangskrivere, men nåede aldrig markant dybere med sit minimalistiske bluesudtryk.
Clapton fortsatte med mellemrum med at fortolke Cale-numre, men de fleste blev glimt i en på mange måder ujævn solokarriere.
Hvad angår Clapton og Cale, kunne det se ud til, at der var sagt, hvad der skulle siges. Hvilket da også er hurdlen ved Eric og vennernes »påskønnelse af JJ Cale«.
Med sin helt særlige guitarlyd og sine delikat støvede fraseringer, der med stemmebåndet syntes at tegne mønstre i ørkensandet, talte JJ Cale godt og grundigt for sig selv.
Creme de la creme
Det er ikke svært at nyde ’The Breeze’ som en smagfuld gennemgang af JJ Cales kendte og mindre kendte sange.
Musikerne er creme de la creme og gæsterne celebre, men det er svært at se, hvad der føjes til. Fortolkningen er alt for respektfuld.
Hvorfor skal Eric Clapton på ’Cajun Moon’ synge som Cale og ikke som sig selv? Dobbeltrespektfuldt bliver det på ’Magnolia’, hvor både Clapton og John Mayer synger som JJ Cale det bedste, de har lært, men hvor Mayer trods alt tilføjer den smukke sang sin egen varme timbre.
Fra Hitler til Dylan: Nutiden rocker ved Nürnbergs fortidOgså Tom Petty og Mark Knopfler gør, hvad de kan, for at følge så trofast som muligt i hælene på Cales stemmebånd.
Men ingen bånd binder Willie Nelson. Countryveteranen gør, hvad flere af vennerne burde have gjort. Nemlig hylde JJ Cale og hans sange ved at lyde som sig selv.
Som Willie Nelson gør det alene på ’Starbound’ og sammen med Clapton på ’Songbird’.
Det er selvfølgelig et fint punktum, da Clapton til slut synger ’Crying Eyes’ sammen med Cales enke, sangeren og guitaristen Christine Lakeland, men det afslutter et album, som minder om, at overdreven respekt ikke nødvendigvis er det mest kreative.
Mere levende end længe
Nøjes Tom Petty med at lægge en forkølet lille vokalbuket på ’The Breeze’, er den nasale sydstatsrocker til gengæld mere levende end længe på sit nye album, ’Hypnotic Eye’.
Man skal faktisk klø sig lidt i nakken for at komme i tanker om, hvornår Petty og hans Heartbreakers sidst har lydt så sultne og skarpe.
Der er skruet op for guitarerne, der er bedøvende ligeglade med, hvor gammeldags de meget af tiden lyder. Når bare de spræller.
Albummet åbner med en regulær genistreg af en samtidskommentar.
The Who-bagmand smider sit smadrede selvværd på briksen i ny biografiPortrættet af en helt almindelig yngre amerikansk mand, der stædigt insisterer på at bevare optimismen, selv om alle tegn i den sociale sol og den politiske måne tyder på lutter lort i lagkagen.
’American Dream Plan B’ er under overfladen en sang om det fatale kollaps for den sociale mobilitet, der er den virkelige amerikanske tragedie i disse år.
Men fortalt af en glad guttermand, der med sin lidt skarpere kæreste ved sin side er parat til at kæmpe for sin drøm i det efterhånden fatalt skævvredne land: »My success is anybody’s guess,/ But like a fool I’m betting on happiness«.
Råstærke sange
Hvor Petty til tider har været lovlig lun og driftsikker, er han regulært strømførende på et album, hvor skæbnefortællingerne udfolder en sprukken og mørk poetisk realisme.
Vi befinder os i en nation, hvor forkastninger og mørke skygger åbner sig alle vegne langs både indre og ydre linjer. »I feel like a forgotten man« kunne være mottoet for et album, hvor figurerne får hver sin stemme og aldrig reduceres til typer.
På ruskende og råstærke sange som ’Faultlines’, ’Red River’, U Get Me High’ og ’All You Can Carry’ synger og danser guitarer bag de bevægende og foruroligende sange udfoldet med robust poesi.
Med guitaristerne Petty og Mike Campbell til at bane vejen pløjer The Heartbreakers med keyboardspilleren Benmont Tench og trommeslageren Steve Ferrone i nøglepositioner Tom Petty frem til en plads i rockmusikkens frontlinje, hvor næppe mange havde havde forventet at se den sympatiske sydstatsrocker igen.
fortsæt med at læse
