»Looking through the windshield America« er de allerførste ord, Kasper Kaae synger på Codys tredje album, ’Windshield’.

En sang om at køre igennem det store »red white and blue« land og se det i bakspejlet, hvor sprækkerne og spørgsmålene toner frem. Egentlig et pudsigt valg. For sammenlignet med Codys to tidligere albummer er ’Windshield’ mindre præget af americana end tidligere, selv om Leif Bruns pedalstål ikke just er gemt af vejen.

»An elegy / from the heart« er det stadigvæk. ’Elegi’ er nærmest et nøgleord for Cody. Melankolien løber man ikke sådan lige fra, hvis det er stemplet ind i dna’et, som det er i Codys lyd og sangskrivning.

»A broken heart is what I give«, synger Kasper Kaae på ’What I Give’, og hans ekspressive, følsomme stemme rammer dybere og renere end nogensinde på et album, der opretholder en næsten zenagtig balance uden at blive fersk i processen.

Vinder med tiden
Ved de første lyt er ’Windshield’ en del mindre iørefaldende end ’Fractures’. Et album, der bed fra sig fra start og kun blev bedre, efterhånden som måneder blev til år. Jeg har en lumsk fornemmelse af, at noget tilsvarende vil gøre sig gældende for ’Windshield’, selv om det mest rockede nummer, ’Into The Night’, ikke er specielt rocket endda.

Men nummer for nummer vinder Cody gehør med fine kompositioner, blidt indtrængende sange og præcist doserede instrumentale signaturer, f.eks. den sitrende, uldne flipguitar på ’Midnight’.

Kasper Kaae kan og tør meget som sangskriver, når han på ’Getting Close’ leverer en kærlighedssang, så den udvalgtes briller bogstavelig talt dugger, mens fortælleren følger linjerne i ansigtet helt tilbage til dengang, de mødtes.

Den slags filmklicheer er der ikke mange, der kan forvandle til troværdig poesi med samme overbevisning som Kasper Kaae. Et seriøst smukt nummer.

Portrætsamling

’Getting Close’ er et passende billede på Codys musik. Det er ikke en hovedkulds forelskelse, der hurtigt blæser over, men en mere langsom variant, hvor fordybelsen og varmen kun tegner til at blive større for hvert album.

Med sin nysgerrighed efter at variere bandets mange strenge med behørig minimalisme er Cody på ’Windshield’ et lige så sammenspillet som talstærkt foretagende. Fem musikere og alligevel må man hyre bassisten Christian Norup og trommeslager Tobias Lange for at få kabalen til at gå op.

LÆS OGSÅ Danske country-drenge kommer tættere på Tom Petty

»This is what we do /we paint pictures of everyone«, synger Kaae i ’The Picture of Everyone’. I det, der ligner noget så sjældent som en danmarkssang, der tør synge om fjendebilleder uden at ende med en stiv pegefinger. ’Windshield’ er nærmest en portrætsamling.

Billeder af samtiden og fortiden set i bakspejlets forskudte perspektiv, hvor det som på ’What I Give’ kan virke naturligt nok at se et spøgelse stå i køkkendøren. I det elegiske er den tabte tid altid levende.

Dette blødt forskudte perspektiv placerer naturligt nok ’Windshield’ som musikalsk mindre pågående end ’Fractures’, men musikkens tilbageholdte åndedræt mellem lyd og betydning taler sit eget klare sprog.

fortsæt med at læse

Cody satsede og vandt på Bremen