0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Himmelstormeren FKA twigs bød på små mirakler i Vega

Årets mest omtalte debutant er mere end en kæk ide med et kønt ansigt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Klint
Foto: Peter Klint

knytnæver. 26-årige Tahliah Barnett alias FKA twigs er sanger, danser, musiker og producer. Og da hun stod på scenen i Store Vega beviste hun, at hun også er en fremragende performer.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var en af de aftener, hvor man lige skulle tage tilløb til at kaste sig ind i et udsolgt Store Vegas menneskemylder, hvor forventningerne til koncerten lå som en søndagsdoven dis over den store sal, der summede af lige dele skepsis og forhåbning.

For det var med Elvis Costellos ord this year’s model, der var i byen, og i år hedder hun FKA twigs. Hun er en 26-årig englænder med jamaicanske og spanske aner, som med sine adstadige, karamelbløde R&B-slow jams har mejslet sig selv ind i musikåret 2014 som dette års med afstand mest markante og særegne debutant.

Bag den aparte bogstavkombination gemmer sig Tahliah Barnett, der tilbage i sin tid som professionel danser fik det knastørre tilnavn, fordi hendes led havde det med at knække ligesom kviste, når hun strakte ud efter endt dans. Senere blev FKA tilføjet, da Barnett røg ud i nogle rettighedsproblemer, da det viste sig, at der allerede var en anden musiker derude, der hed Twigs.

Således måtte hun i bedste Prince-stil ændre kunstnernavn til Formerly Known As twigs. Eller bare FKA twigs.

LÆS ANMELDELSE AF PLADEN

Men efter hendes koncertdebut på dansk grund i aftes er det svært at forestille sig, at der skulle være nogen andre twigs derude.

I hvert fald varede det ikke længe, før min egen skepsis forsvandt som dug for de varmgule glødepærer på scenen, der badede aftenens hovedperson i et tilpas blegt og mystisk lys. Og da FKA twigs’ vokal på aftenens bare tredje nummer, ’Lights on’ foldede sig ud sig som et verdenshav af silkelagener på en bund af ramsaltede synthesizere, bredte gåsehuden sig på mine arme.

Og det var ikke sidste gang.

Sopranstemmen lød glimrende live

Der var flere små mirakler i spil. Dels viste det sig hurtigt, at den sarte, lyse sopranstemme fra debutalbummet ’LP1’, der udkom tidligere i år, lød forbløffende godt live. Dels var det en fornøjelse at se, hvordan FKA twigs’ udtryk kun blev stærkere, når hun fleksede sine særdeles veludviklede dansemuskler, så det lille, vævre legeme svøbt i sorte, flagrende gevandter ikke sjældent lignede omridset af en flok sorte fugle på flugt udover scenekanten.

Det allerbedste var dog måden, hvorpå den meget syntetisk producerede lyd på debutalbummet i uhyre vellykket grad blev koblet sammen med den kødelighed, der ligger lige under overfladen i FKA twigs’ univers, og som umiddelbart gør mest væsen af sig i hendes ret seksuelt eksplicitte tekster. Men på scenen i Vega dunkede den i høj grad også under det sorte tøj, som hun stod der og bevægede sin krop så ubesværet og elegant i noget, der for de fleste andres vedkommende ville ligne fejlslagen zumba i slow-motion.

Men selv om hun er både interessant, bemærkelsesværdig, unik og så videre på plade, bliver det også en kende ensformigt med de langstrakte, nærmest demonstrativt sløvede sange, der al innovationen til trods ikke kan sige sig fri fra også at være præget af en hvis spinkelhed, som kun understøttes af den til tider hundefløjtelignende vokal.

Men live gav det hele mening, og det var både rørende og ikke så lidt fascinerende at opleve en ung artist være så gennemført og selvsikker i sin, indrømmet, lidt aparte kunst, og samtidig demonstrere et imponerende nærvær – også selv om den verbale kontakt til publikum holdt sig på et totalt minimum, kun afbrudt af et høfligt tak til publikum.

Ejede salens fulde opmærksomhed - næsten

Hun var koncentreret, fokuseret og i vild kontrol – over sin stemme, over sin krop og over sit publikum.

Og det seriøse stoneface, der sad godt fast ovenpå den tonede overkrop, var kun i småbitte glimt undervejs ved at flække midtover i et lille smil. Som da det elskværdige publikum brød ud i vild jubel over noget så simpelt som et dramatisk skridt til siden på ’Give Up’, der med sin boblende synthesizerfigur, som lige fik et ekstra nøk på volumenknappen, var et af de numre, der havde endog rigtig godt af at blive spillet live, frem for at blive hørt på plade derhjemme. Det samme gjaldt ’Numbers’, der lød som en Aaliyah-sang spillet baglæns tilsat et kor af forskruede engle.

Mere statisk var et nummer som den ellers interessante ’Water Me’, der på tekstsiden leger ufortrødent med magtkampe kønnene imellem, men som rent musikalsk var for svag til for alvor at gøre væsen af sig. Og det selv om det tre mand store backingband med hjælp fra sprøde drum-pads, trommer og masser af bas var glimrende fortolkere af debutalbummets humørsyge og bastunge lydspor.

I midten af det hele stod en ung kvinde og ejede hele salens udelte opmærksomhed. Måske lige med undtagelse af manden foran mig, som så ud, som om han var i færd med at gennemføre et avanceret parringsritual med kvinden i hans arme.

Og man forstod ham godt. Der er et nænsomt strejf af Sade i FKA twigs’ musik. Men mest af alt er hun sin egen, og søndag aften trådte hun ud af sin egen skygge på den bedst tænkelige måde.