Der er skrabet ind til benet, når Mirel Wagner synger sjælen sort. Sangerinden og guitaristen, der er født i Etiopien og vokset op i Espoo i Finland, er en af de unge sorte sangerinder, der holder bluesfølelsens sår åbent med kompromisløs minimalisme.

Det var råt for usødet og 100 procent upoleret, da Mirel Wagner for tre år siden dukkede op ud af det sortblå og med ’To The Bone’ opnåede kultsucces. Ind til benet er det stadig på ’When The Cellar Children See The Light of Day’, selv om benet af produceren Vladislav Delay er blevet poleret, så det lyser mat i mørket.

»The wave was not water/ but flesh and blood and bone/ it came into me and out of me«, synger hun på ’Dreamt Of A Wave’, og det er kun et forspil til en spøgelsesagtig verden, hvor uskyld og uhygge går hånd i hånd, som et pigebarn med en smadret dukke.

I ’1 2 3 4’ ligger et barn og rådner under husets gulvbrædder, mens barnet på ’Oak Tree’ bliver efterladt mellem egetræets rødder og overladt til sin skæbne. I ’In My Father’s House’ dunker faderens trussel om vold bag tapeterne. Kærlighedssangene er få og fulde af mørke og væmmelse i en mikrogotisk verden. Sange, hvor barnet og den unge kvinde er så sammenfiltrede, at tanken om sex må ligne et overgreb.

Musikken er ensartet vuggende. En slags vuggevise for stemme og akustisk guitar. En stemme, der lyser svagt op i mørket med budskabet om, at selv det hedeste kys er et præludium til det sidste suk. Nej, Mirel Wagner er ikke som de andre børn i kviksandkassen.

Draget af begær og mandens ulveblik

Slår Mirel Wagner en snæver tryllekreds om sig, lyder Cold Specks alias, sangerinden Al Spx, på sit andet album, ’Neuroplasticity’, nærmest, som om hun med åbne øjne selvdestruktivt vader lige ind i favnen på kærlighedens forbandelse. Albummet, der efterfølger det på alle måder bemærkelsesværdige debutalbum, ’I Predict a Graceful Expulsion’, er en blåsort samling kærlighedssange, hvor en ung kvinde draget af begær og mandens ulveblik udfordrer både hjul og stejle.

’I Predict A Graceful Expulsion’ var et smukt album strålende af stolthed og indre styrke, hvor en ung sort sangerinde opdaterede bluesmusikkens forløsende potentiale. Sangerinden Al Spx har stadig en stemme med indre stormstyrke og er et forbløffende talent, men på ’Neuroplasticity’ er stemmen spændt hårdt op imod frygtelige kræfter. Som hos Wagner er beskrivelsen af mødet mellem mand og kvinde en brutal affære præget af angst og rædsel. Hvad sker der dog for de to køn?!

»The beast in view is the man in you«, synger hun. Hos Cold Specks er frygten isprængt begær og vilje til at give igen med samme mønt. »Every old knife rusting in my back/ I will drive into yours/ a handful of moments infected with desire/ they are strewn across the floor«. At håbe på kærligheden er som at vække de døde, mens raseriet og galskaben slippes løs på et mere monotont dunkende og mørkt pulserende album.

Al Spx gæsteoptrådte på det seneste album fra dystre Swans. Nu gengælder Michael Gira tjenesten med gravrøst på ’A Season of Doubt’, men kaster en endnu længere skygge. Det overraskende mørke ’Neuroplasticity’ smadrer eventuelle forventninger om en direkte videreudvikling af debutalbummets originalt konstruerede neoblues.

’Bodies At Bay’ har som et af få numre samme appel, som ’Holland’ og ’The Mark’ havde på debutalbummet. Hvor ’I Predict A Graceful Expulsion’ lød som en triumferende genopfindelse af bluesen, er ’Neuroplasticity’ et sprængt rum til en sprængt følelse. Der truer med at begrave Cold Specks levende under brokkerne.

fortsæt med at læse

Garagerockens vidunderbarn spiller op til idolerne på ambitiøs plade