0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Amerikaner spiller rasende smukt på sin skærebrænderguitar

Hardcorepunkens guitarister må anerkende Bob Moulds tilstedeværelse i deres arvemateriale.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
PR
Foto: PR

Rockvision. Udvikling er ikke Bob Moulds stærkeste side, men han spiller stadig rasende smukt på guitar.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Minneapolis-trioen Hüsker Dü sprang ud af den amerikanske punkscene, men gruppens hardcorepunk havde ikke meget at gøre med hverken den selvbevidste britiske punks amatørånd eller de politiske amerikanske varianter.

Først og fremmest var trioen bestående af Bob Mould, Grant Hart og Greg Norton en mere kompakt spillende enhed.

En skærveknuser af en rockmaskine, som med albums som ’Zen Arcade’, ’Candy Apple Grey’ og ’Warehouse Songs and Stories’ op igennem 1980’erne vedligeholdt et bemærkelsesværdig konsistent rockraseri, indtil det hele røg i luften i 1988 med stridigheder, som aldrig kølnedes.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce