Det er de færreste, der har syv solide soloplader, en frodig stak musikalske samarbejder plus nogle-og-20 syvtommersingler under bæltet i den sprøde alder af bare 27.
Men med sin kanalisering af et indre kalejdoskop af kras garagerock, forførende psych-pop, en uhyre veludviklet næse for gode melodier og en sjat musikhistorie, er det med et forbilledligt læs krudt bagi lykkedes den amerikanske multiinstrumentalist, sanger og sangskriver Ty Segall at blive sin generations bedste bud på en garagerockens ypperste betvinger.
Og det er altså ikke kun, fordi han med sin nærmest foruroligende effektivitet stort set ikke har ladet nogen andre komme til fadet.
Australiere ophøjer lyden af et syret eventyrlandTy Segall er noget særligt. Og uanset om han kværner hidsig mareridts-psych ud på den eminente ’Slaughterhouse’ fra 2012, humørsyg garagerock på den lige så fornemme ’Goodbye Bread’ fra 2011 eller går afdæmpet, semiakustisk til værks, som han gjorde på den rørende tyste ’Sleeper’ fra sidste sensommer, løber der en usynlig, rød tråd igennem Segalls plader.
Og den vidner ikke alene om en vildtvoksende, guitarflænsende intelligens, men også om en iver efter konstant at skubbe sig selv videre.
Kælet for detaljerne
Efter en årrække med fuzz-pedalen i bund har Segall trukket stikket fra sit eget tårnhøje produktivitetsniveau for at hellige sig albummet ’Manipulator’, der er hans første forsøg udi et mere produceret og gennemarbejdet udtryk.
Og lad mig bare sige det med det samme: Det er en dejlig plade. En melodisk, sympatisk og charmerende plade, hvor man i rørende glimt virkelig kan mærke, at der er blevet kælet for detaljer i både sangskrivning, levering og produktion.
Som på ’The Singer’, en falsetbåren himmelfræser af en T-Rex-trist ballade, den bittersødt resignerende ’The Hands’ og de kælent ringlende guitarer på ’The Clock’, der vækker minder om lyden af en af mine absolutte yndlingsplader, Loves ’Forever Changes’.
En ambitiøs plade
Albummet synes således i store passager gennemsyret af en rastløs melankoli båret frem på vingerne af navnlig Ty Segalls stensikre falset, men også hans i de seneste år tiltagende iver efter at skrive sange, der føles som ømme, blå mærker på sin lytters arme lemmer.
Set igennem de briller er det så meget desto mere opløftende at opleve Ty Segall mase sig selv fremad.
Forbillederne fylder for meget på københavnsk postpunk-albumDer synes i hvert fald allerede at være lysår mellem den mere ambitiøse Ty Segall anno 2014 og ham, som for bare to år siden udtalte til musikbladet Spin, at han bare gerne ville lave plader, man ikke skulle tænke så meget over. At dømme efter ’Manipulator’ er de dage ovre for nu.
I fodsporene på Bowie
Men ... ’Manipulator’ er også en plade, der i det store hele knækker halsen i forsøget på at være noget mere end blot endnu en Ty Segall-plade. Med sin næsten en time lange spilletid er pladen ganske enkelt enten 20 minutter for lang eller simpelthen ikke i stand til at løfte sin egen vægt fra start til slut.
Og det er synd, for idérigdommen og lysten til at være med deroppe på den musikhistoriske rangstige, hvor der er rigtig sjovt at være, fornægter sig sjældent.
Ikke engang når Segall med sin akustiske guitar går i fodsporene på selveste David Bowie i dennes mægtige start-70’er-periode på sange som den skabsfunky ’Tall Man, Skinny Lady’ og den kække ’The Faker’, der lyder som ’The Jean Genie’s forsvundne penneven, falder den unge amerikaner ned fra de giganter, han tramper rundt på skuldrene af.
Anonym duo leverer varen med delikat discoResultatet er ikke det mageløse hovedværk, jeg personligt havde håbet på, men den er stadig bestemt et nysgerrigt besøg værd.
Nye lyttere kan desuden med fordel stå på her. Også selv om der aldrig er rigtig kedeligt i Ty Segalls univers.
En uforløst debut
Det er der egentlig heller ikke hos den to år yngre Benjamin Booker, hvilket man blot behøver at konsultere hans dynamitstang af et gennembrudshit, ’Violent Shiver’, for at konstatere ved selvhør.
Og når selvsamme sang åbner Bookers debutalbum, er man i et selskab så lystigt, at det nærmest er fysisk umuligt ikke at hyle ivrigt med på omkvædets skingre falsethvin.
Rent musikalsk befinder Booker sig i en mere rå, primal, tempofyldt og nærmest blues’et udørk af garagerocken, og den fornøjeligt uhøjtidelige skraldespandsproduktion passer perfekt til hans nærmest Tom Waits-agtige brølevokal.
Men trods et hæderligt forsøg på at skabe en vis variation i et ellers lidt monotont udtryk med blide drys af nænsomt soul’ede ballader undervejs, fremstår pladen noget forhastet.
Flere numre rundes af med fantasiforladte udtoninger, og selv om både Bookers stemme og stil slet ikke er uefne, er det stadig en lidt uforløst debut.
fortsæt med at læse
