Forelsket. Sex. For evigt. Sex. Forladt. Sex. For meget. Sex. SÅ er koden knækket til den kakaobløde og cappuccinobrune r'n'b-musik. Der er ikke meget nyt på silkelagnerne, hvor lækkerierne stadig slæber sig af sted i en elegant og lind strøm uden om både pletter, krummer og krøller. I produktioner så dyre, at de alene vil kunne forvandle hundelort til nougat. Efter at hele verden har lært Janet Jacksons ene, stjernebesatte bryst at kende, kunne man ellers fristes til at tro, at tiden var inde til at smide den beskyttede haute couture og levere tilværelsens rå realiteter, også i musikken. Men nej. På coveret holder en helt ny og - næsten - bly Janet Jackson sine arme omkring sine bare bryster, og naturligvis er ryggen bar. Og der er ekstremt lav talje i hendes jeans. På den måde lokkes både nyfigne småpiger og husarer indenfor til endnu en omgang narreleg i lysthuset. 'Damita Jo' er titlen på den 37-årige sangerindes album nummer otte, og det er såmænd ikke mere mystisk, end at der er tale om frøken Jacksons mellemnavne. Efterhånden som slægten Jackson er blevet bedre til at sælge overskrifter end plader, ville det måske være en god ide for søskendeflokkens yngste medlem at skifte navn til Damita Jo og slippe af med det belastende efternavn? Ret beset er musikken ikke specielt mystisk, kryptisk eller sensationel - og da slet ikke teksterne. »Relax ... it's just sex«, henånder Janet Jackson i slutningen af tredje nummer, 'Sexhibition'. Det er næppe en direkte kommentar til den groteske ballade over det ellers så nydelige bryst, vi fik at se under den amerikanske Super Bowl-finale, da Justin Timberlake fik pillet lidt for ivrigt ved sin kollega. Så megen 'tør' humor kan man næppe tiltro familien Jackson. Men morsomt er det alligevel, at frøken Jackson stønner sig gennem rigtig uartige ord som »motherfucker« og i 'Moist' omtaler den kvindelige orgasme i temmelig direkte vendinger. Fordi lummerheden aldrig stiger over væggene i teenageværelset, hvilket givet også er nok til hendes bornerte landsmænd. Vi andre må nøjes med at koncentrere os om musikken. Og hvis vi starter med det positive, så er det behageligt at lytte til den ro og klarhed, der er på et album, som musikalsk placerer sig mellem det heftige og fortrinlige 'The Velvet Rope' (1997) og det mere poppede 'All For You' (2001). Trods en tung overvægt af ballader er der dog groovy numre som 'All Nite (Don't Stop)', 'Sexhihition', 'Island Life' og singlen 'Just A Little While'. De er alle tre stramme, funky og stærkt dansable. På den anden side af stregen trækker de mange slæbende ballader med hviskende vokal som eksempelvis 'Warmth' gevaldigt fra. De er ganske enkelt kedelige og minder om, at Janet Jackson ikke just er en fremragende sangerinde. Dertil kommer de mange irriterende og oversmarte introduktioner i eksempelvis 'Looking For Love', 'The Islands', 'Magic Hour' og 'It All Comes Down To Love', der er både for lange og håbløst gammeldags. Ligesom det ellers melodisk ganske gedigne 'I Want You', der lyder som opdateret 70'er-disko, og 'R&B Junkie', som befinder sig et sted i 1980'ernes elektroniske lydlomme. Resultatet er et album, som er for længe om at komme i gang og for blandet til at være rigtig godt, selv om der er enkelte gode øjeblikke. Men ved siden af Kelis og hendes formidable 'Tasty' fra i fjor er Janet hverken funky eller fræk nok til at ryste nogen eller ryste andre af. Så måske får vi også snart det andet bryst at se i tv?