Ærlig talt ved jeg ikke helt, hvad jeg skal kalde denne musik andet end tillægsord såsom forførende, vederkvægende og elegant. Avantpop har jeg alligevel forsøgt mig med foroven - fordi Dani Sicilianos debutalbum 'Likes ...' klinger nyt og progressivt, samtidig med at det har en klokkeklar forsonlighed over for det brede publikum med sine forførende melodier og Sicilianos glatte, bløde stemme. Og det er en ganske jazzet plade. Ikke som i Norah Jones, men som i noget kunstfærdigt frisklavet, mutantjazzet måske. Samtidig med at det også er en ganske uregerlig størrelse inden for de labert designede og ganske dæmpede rammer: Man finder en gennemgribende nyfortolkning af Nirvanas 'Come As You Are' med kontrabas og valdhorn, en duet prydet af harmonika og et par smukke, ganske personlige ballader løftet af træblæsere - med mindelser om Talk Talk-forsangeren Mark Hollis' gåsehudssoloalbum af samme navn. Og lige så vigtig er den digitale detaljerigdom, der strømmer gennem sangene. Om den så ligger og tindrer som en statisk elektrisk stjernehimmel forneden, rykker i sangarkitekturerne med bulede synthprogrammeringer og minimelodier eller dunker let liv i de veldesignede klude med kækt knækkede beats eller cocktailhousepuls. Siciliano har det heller ikke fra fremmede. Ægtemanden hedder Matthew Herbert, og han var mand for sidste års fremragende, gnistrende digitale bigbandjazz på albummet 'Goodbye Swingtime', og samme dirrende, pirrende detaljeprogrammering pryder Sicilianos debutalbum - med og uden husbondens hjælp. Kombinatorikken er, som på 'Goodbye Swingtime', overrumplende letfordøjelig, ja, helstøbt, og man kan høre en kobling tilbage til den tidlige triphop fra især Portishead, der i midten af 1990'erne netop blandede blues- og jazzsangstile med dengang moderne beats. På 'Likes ...' er der en lignende balance mellem det instrumentale fremsyn og sangstemmens centrale rolle. Men desværre er Siciliano ikke en fantastisk sanger. Jo, altså, hun har teknik, og hendes stemme klæder sangene enormt godt med sin kølige sensualisme, der smyger sig om de digitale delikatesser og akustiske instrumenters sukken og kærtegn. Men den emotionelle dybde, der antydes i flere sange, når hun ikke. Hendes stemme bliver mere et instrument, en del af det fornemme lydtapet, end en følelseskommunikatør, og det kan virke utilsigtet. Men så har hun til gengæld komponeret en stribe fine, til tider fremragende og opfindsomme sange saliggørende smukt svøbt i akustisk lyrik og digital opfindsomhed. Et lykkeligt og tres charmant, moderne ægteskab.