Midt i en malstrøm af skandaler, har enkefrue Courtney Love fået tid og luft nok til at indspille sit første soloalbum med den ironiske titel 'America's Sweetheart'. For Courtney Love, der præsenterer sig som falden pinupmodel på coverets bløde tegning af divaen i lyserød underkjole og mere end almindeligt anløbne nylonstrømper, er naturligvis ikke sit hjemlands lille sukkergris. Hun er snarere heksen, horen, hystaden, som lidt for skæv, lidt for fuld, lidt højrøstet, lidt for uhæmmet og for evigt fucked up står og skriger hykleriet midt imod fra et gadehjørne i Hollywood. Mens hun vaklende mister fodfæstet på fortovet og igen og igen overmandes af en følelse af at være i kamp mod hele verden. Med kun den sti, de elskede stoffer former, som mulig flugtvej. »I have played with fire/ And the matches they're burning still in my hand/ They can try to shut me up/ They never can/ they never will again/ With all the drugs in the world«, synger skøgen med svovlstikkerne i en af de mange bekendelseshymner 'All The Drugs'. Ak, ja. Courtney Love, der for nylig fik dom for besiddelse af narkotika og endnu en gang har været på rehab for at blive renset og bevare retten til sin og Kurt Cobains datter, er ude i noget, der ligner en livslang kamp mod stofferne. Det var dybest set dem, der dræbte Kurt Cobain i 1994, men grunge-generationens store sangskriver tog ikke dæmonerne med sig i graven. De lever videre i bedste velgående hos den 39-årige enke, som i sidste uge blev stævnet af sine egne advokater. Pengetanken er tom, og de er bange for ikke at få deres svimlende salærer for at redde heksen fra undergrunden. Så vi må da håbe, at 'America's Sweetheart' bliver det hit, både Courtney Love og pladeselskabet drømmer om. Efter gode tilløb med gruppen Hole, der med pladerne 'Live Through This' og 'Celebrity Skin' leverede rå grungerock med en både punket og pjusket, feminin nerve. Den stil føres videre på 'Amercia's Sweetheart', hvorpå fru Love får hjælp fra blandt andre hitmageren Linda Perry (4 Non Blondes, Christina Aguilera og Pink) samt selveste Elton Johns rimsmed Bernie Taupin i teksten til den fine 'Uncool'. Den er en af de sange, der virkelig står prøven på et album, som emmer af en næsten anstrengt vilje snarere end et overskud. Courtney Love vil så gerne have ram på den store sang, den der kan vise os alle sammen, at hun er bedre eller i hvert fald lige så god som »ham«. Måske er den mystiske ham, hun synger om i 'Mono', Kurt Cobain? I hvert fald er desperationen ægte: »Hey God you owe me one more song/ So that I can prove to them/ That I'm so much better than him/ Him... hmmmm... Eminem? No God please listen fast/ Here comes the crash«, vrænger Courtney Love. Måske er Courtney Love træt af sin rolle som ulykkesfugl og kvindelig martyr. Forståeligt i så fald. Og hun får da også spyttet godt fra sig i sange som 'Sunset Strip' og den næsten nøgne 'Hold On To Me'. Men den klassiske og lidt for rutineprægede rock med sangene om, hvor synd det egentlig er for vor heltinde med alle de gode intentioner, er ikke helt overbevisende nok til, at manuskriptet kan ændres og fru Love tildeles en rolle som den store sangskriver. Til gengæld er Courtney Love fuldstændig sikker i sin rolle som rockens begavede dronning af trash.