I 11 år har et af Skandinaviens bedste rockbands været en rørende ejendommelig bastard ved navn bob hund. Med den skånsksyngende Thomas Öberg i front har sekstetten gang på gang og også på danske scener (for eksempel Roskilde Festival, 2002, 100.000 vidner) erklæret publikum sin kærlighed. Alligevel er de bare skredet. På ubestemt tid pauserer bandet med den velnærede, piberygende hvalp som logo. I stedet er de samme seks musikere genopstået som engelsksproget band under navnet Bergman Rock. Som om man kan forestille sig, at Bergman Rock på mange niveauer fra de engelske tekster til nogle af de surrealistiske, drømmende instrumentalnumre kan virke mindst lige så vedkommende som et punkinspireret svenskerband på ærkeskånsk? Men det kan Bergman Rock. På albummet, der også bare hedder 'Bergman Rock', spiller Thomas Öberg og resten af orkestret, så al eventuel tvivl om bob hunds berettigelse som brite forsvinder. For Bergman Rock er stadig bob hund. Fortiden fornægter sig overhovedet ikke. Bergman Rock er ligesom bob hund en særlig kombination af simple punkriffs, syrlige synth-toner, jublende energiske trommepisk, vemodige eller hysteriske gode melodier og dertil blandt andet en opmuntrende veludviklet sans for at finde sætninger, der bliver hængende i luften som hentydninger, man har lyst til at vende og dreje og smage længe på. Forskellen fra bob hund til Bergman Rock er, at der nu er kommet en dybere alvor og en bredere fantasi ind i billedet. Udtrykket er blevet mindre konkret vittigt, men samtidig mere bevidst om sit udgangspunkt og sin rørende virkning. Det høres eksempelvis i 'Wake-Up Call', der er en legesyg introduktion til et orkester, der altid har ladet sig inspirere nogenlunde lige meget af elektroniske pionerer og new wave. Og det høres også i 'No Position', hvor Bergman Rock med Thomas Öbergs temperamentsfulde stemme formulerer, hvordan inspirationen opstår i et inferno af desperation og indtryk. Sammenlignet med bob hund viser Bergman Rock større mod på at fortælle kærlighedssange. Med strygere, kor og intens blufærdighed. Det er karakteristisk, at Bergman Rock i ét nummer vover blid Brian Wilson-inspireret romantik ('Skin & Bones') for derefter at bryde ud i ekspressiv, trodsig guitarpunk ('Help the Band'), der ikke har én nerve at gøre med rockscenens aktuelle forelskelse i retrorock. Hvis Bergman Rock skal sammenlignes med noget andet aktuelt, må det blive med Blur, der også har bevaret lysten til at lede efter noget selvstændigt. Bergman Rock er velkommen. Og lad så bare ham bob hund tage sig en velfortjent lur.