Det var 18. december 2003 og Keefs fødselsdag. Keith Richards, guitarist og selve definitionen af rock'n'roll i Rolling Stones, fyldte 60 år. Under det lave loft i Sofiekælderen, et legendarisk værtshus på Christianshavn med vigtig rolle i hele historien om Gasolin, gjorde Danmarks nye rocksensation, The Breakers, sig klar til at hylde den gamle mester. Og i det sammenklemte publikum stod selveste Franz Beckerlee med alfaderlig begejstring gemt i smilehullerne. Optimale forhold for en ung kvintet, hvis enkle mål kan aflæses i titlen på en sang 'I Wanne Be (Your Rock'n'Roll Star)'. På den lille forhøjning trippede sanger Toke Nisted rundt i ærmeløs undertrøje som en ranglet bokser, der slet, slet ikke kan vente på at få det første stød sendt af sted med alle de kræfter, man kan nå at opspare gennem teenageårene. Endelig kick off, men - ak og ve - sangerens mikrofon virkede ikke! En udfordring fra The Breakers, der heldigvis bestemte sig for at demonstrere, at der er andet end attitude og klicheer med i bagagen. Mens bandet huggede og bugtede sig tilbage i rockhistorien efter et riff, en rytme, et groove at køre sig selv hen over, forsøgte Toke Nisted ganske enkelt at brøle sig gennem lydmuren uden mikrofon. En vokal bersærkergang af den slags, der siger lidt om engagementet og viljen til at komme ud over rampen på en måde, så man efterlader den i ruiner. Med andre ord: The Breakers vil rock'n'roll med alt, hvad det indebærer. Af referencer til genrens ældgamle værdier - den bizarre og selvdestruktive blanding af oprør og ultimativ fest, til andre bands (vi nævner i flæng Rolling Stones, Sandmen og The Hives). Det er oplagt at indikere, at The Breakers er inspireret, ja, nærmest født af den voldsomme bølge af garagerock med skandinavisk afsæt, der hærger os just nu, men også uretfærdigt. For inspirationen for The Breakers er såmænd den samme som de andre nye rockbands og hentet i tressernes og halvfjerdsernes klassiske rock. Spillet - især live - med et gåpåmod og en viljestyrke, der indimellem kammer over til det rene og skære overspil og attituderidt. Problemet for københavnerne er, som for genrens øvrige repræsentanter, at det er svært at tilføre originalitet, endsige kunstnerisk nødvendighed, til det, der dybest set er en genfødsel. Og The Breakers har på debuten ikke de sange, der bliver stående som selvstændige vidnesbyrd og holdbare rockklassikere på den danske scene. Der er gode tilløb i den pågående 'What I Want' - »girls, girls, girls, girls, girls - that's what I want', 'Anyway Around' og den gode melodi med den sært postulerede tekst, 'Cocaine Conversation'. Det ungdommelige og postulerede er på en gang styrken og svagheden for The Breakers, der naturligvis ikke har hverken tyngde eller livsvisdom nok til at sætte ord eller melodisk melankoli på den fart- og festglade rock endnu. Til gengæld har bandet drømmen samt viljen og evnerne til at nå den. Det kan enhver overbevise sig om på 'What I Want', der først og fremmest er en stilsikker programerklæring, glimrende produceret af bandets manager og mentor, trommeslageren Alex Puddu, som her springer fra electronica til fuldblodsrock uden at vakle. Viljen er ikke alt, men det er bekræftende og forfriskende at høre et dansk band spille rock så kompromisløst og energisk. Det skal blive en fornøjelse at følge The Breakers live, mens vi venter på de helt overbevisende sange og album.