Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Kvinden er gud, gud er en kvinde

Lyt til artiklen

Der er noget forfærdeligt over duoer, der skilles. Det bliver ofte næsten smerteligt tydeligt, hvem der egentlig har de kreative bukser på, og hvem der mere tjener som nyttig sparringspartner. Eller med andre ord: Selv om duoens stridende viljer skaber bedre musik, er der som regel en, der faktisk godt kan klare sig uden den anden. OutKast er - på både ondt, men især godt - endnu en sten i det dige. For mens de to Atlanta-rappere og -producere André 3000 og Big Boi ikke er gået hver til sit, har de besluttet sig for at lade duo være duo for nu og udgive et album hver - ganske vist som én formel udgivelse i samme dobbelte cd-æske, men med forskelligt layout og to separate titler: »We just split it down the middle so you see both the visions«. Idéen kommer efter en kongerække af Outkast-album, der begyndte med den henslængte George Clinton-inspirerede funk på 'Southernplayalisticadillacmuzik' og fandt sin kulmination for fire år siden med det eksperimenterende mesterværk 'Stankonia' - der oven i købet rummede hitperler som 'Ms. Jackson' og 'So Fresh, So Clean'. Det viser sig hurtigt, at den stovte hurtigrapper Big Boi er taberen i denne nye satsning. 'Speakerboxxx', hans album, indledes ganske vist af den helt igennem fænomenale 'GhettoMusick', hvor Big Boi og André forsøger at indhente et spurtende technobeat med et manisk hammondorgel på ryggen. Der standses kun for at få pusten til et manipuleret 1980'er-soulsample. En nyklassiker, meget sigende produceret af netop André3000, der her altså lige har smidt en luns over på sin makkers plade. Men på trods af, at Big Boi ganske ofte demonstrerer fint lyrisk overskud, og på trods af et par fine momenter af tjekket sydstatsfunk, lyder 'Speakerboxxx' for tit som en uambitiøs gang standardgrooves, der vægter street credibility højere end idérigdom. For slet ikke at tale om vision. Men til gengæld: I guder, I guder, hvor er André 3000's 'The Love Below' dog en fantastisk plade! Vi taler om intet mindre end et konceptalbum om mødet med den eneste ene, hvilket naturligvis nemt kunne ende som en klæg affære. Men den tynde, flamboyante og vanvittigt talentfulde kærlighedspilot skærer den med så megen humor, selverkendelse, troværdighed og - frem for alt - musikalsk og lyrisk eksplosionskraft, at alle parader falder til fordel for et stadig opadbuende smil. Som når han overlader mikrofonen til Amor, der lufter sine frustrationer over, at ingen tror på ham og hans pile: »There's so much fuss about Santa Claus, but Cupid won't be defeated!«. Og når han i råddent charmerende falset over et naivt drum'n'bass-beat synger, at hans pige skal 'Spread' for ham, er det fordi »Nature knows that I want you, but/ Not unless you want me too«. Det er ganske enkelt en af de bedste sjofle kærlighedssange, jeg nogensinde har hørt. Først et godt stykke inde i pladens andet nummer hører vi Andrés overlegne rapflow, og det siger noget om pladens åbenhed: Indtil da har han klaret sig med jazzcroon og snøvlende snakkesang, og siden kommer han både inden om kæk powerpop, Prince-pastiche og begavede, små hørespil - hvor han f.eks. møder Gud: »Come in, God. Damn, you're a girl!«. Selv om 'The Love Below' hen ad vejen kaster et par ujævnheder af sig, er den stadig en genistreg, og OutKasts eventuelle fremtid skal ses i lyset af, at André3000 er en af populærmusikkens vigtigste figurer lige nu. Og tøser: Husk at »real guys go for real down to Mars girls«!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her