Som en af den moderne pop- og rockmusiks store sangskrivere har Elvis Costello skrevet sin del af nutidens klassikere. Men det er ikke det eneste klassiske ved Costello. Siden han i 1992 indledte et samarbejde med Brodsky Kvartetten har Costello ved flere lejligheder skrevet sange i klassisk orienterede sammenhænge. Mest kendt siden Brodsky-projektet 'The Juliet Letters' er 'For The Stars' med sopranen Anne Sofie von Otter (2000). Efter rockpladen 'When I Was Cruel' indtager Costello med 'North' igen et musikalsk særstandpunkt og det på selveste Deutsche Grammophon. Men betyder det så, at 'North' er klassisk musik? Både og og egentlig ikke. Snarere klassicistisk. Som sangskriver søger Costello på 'North' den rene form. En slags lieder, hvor kærlighedens regnebræt gøres op uden et eneste overflødigt ord. Sangene er klassiske af format, men uden det lille ekstra overflødige ord, der røber personligheden bag det formelle mesterskab, lader Elvis Costello også sig selv i stikken som sanger. Som vokalist er Elvis Costello karakteristisk og udtryksfuld. Og i besiddelse af et meget begrænset register. Rovdrift på Costellos melankolske vibrato gør den på 'North' til et enerverende monotont instrument. Sangene har ellers potentiale til noget stort. Costello er blevet kæreste med jazzgudinden Diana Kraal. Han burde give hende en buket sange i morgengave og lade hende udfolde hele sin unikke jazz- og forførelseskunst. På egen hånd dyrker Costello en marmorkølig og firkantet hybrid mellem klassicistisk ballade og antydet jazz. Strategien er uholdbar. Costello fremlægger sirligt sine sange, snarere end han fortolker dem. Arrangementerne er skulpturelt smukke, men også ubegrundet kropsforladte. Peter Erskine trommeskind hviske-tisker om jazz, men det er strengt forbudt at swinge. Flere gange strejfer musikken over i retning af musical og Gershwin, men uden evne til at fremkalde indre billeder af dansende elskende, der falder for og fra hinanden. Pianisten Steve Nieve fra The Attractions er Costellos faste akkompagnatør på 'North', der imidlertid i blæsersektionen veksler mellem en klassisk og en jazzet tilgang, der næppe tilfredsstiller nogen af de to verdener, hvis man ser bort fra den ualmindeligt dejlige altsax-solo, som Lee Konitz lukker 'Someone Took The Words Away' med, eller det flygelhorn, hvormed Lew Soloff løfter 'Let Me Tell You About Her' ind i varmen. Det er varme, man savner i det kolde 'North'. En konsekvent kontrolleret formel konstruktion, som Costello alligevel ikke kan dy sig for at torpedere med bonusnummeret 'Impatience'. Pludselig på tolvte skæring og i tolvte time swinger det! Med Pete Thomas på trommer, Davey Farragher på bas og snurrige Marc Ribot på guitar. Sublim salsabefængt pop fra en overset knaldperlefilm. Det er fuldstændig absurd. Her er opskriften på et forrygende og anderledes Costello-album. Som altså ikke blev lavet, men ofret på de højkulturelle ambitioners blodfattigfine alter. 'All This Useless Beauty' hedder et af Costellos tidligere album. Formålsløs eller ej er skønheden sit eget formål. Som i dette tilfælde desværre næppe vil angå mange andre end den selvbestaltede skønhedsekspert selv.