Langt væk fra hitlistens gennemsnitsrock og ude i noget frodigt musikalsk krat gror der pludselig et orkester som den københavnske kvintet Vildnis. Et band, som debuterer med 13 sange, der indeholder charmerende, fløjteklare omkvæd nok til resten af året. I Morten Nørby har Vildnis en sanger, som virkelig kan løfte den lokale rocklyrik frem. Også når versefødderne humper, og pointerne mest er sjove, men ellers ikke er større end dem, man kan høre i Giro 413. Morten Nørby synger refrænerne og alt det ind imellem med en tydelig diktion og et temperament, der spænder fra det dagdriverdovne til det fandenivoldske. Og så er han sammen med musikere, der bruger deres grundigt skolede guitarer, violiner, ukulele, congas, tangenter og solsikkeshaker til at komme omkring i rocktraditioner fra slutningen af 1950'erne og cirka frem til midten af 1980'erne. Vildnis er da retro. Mere hippie- end hiprock. Men selv om der i sange som 'Charlottenlund badeanstalt', 'Eric Greep', 'Vidunderlige Irene' og 'Røde rulleskøjter' er minder fra barndomme og erindringer om god, gammel rock & rul med Peter Belli, Benny Holst, John Mogensen, Kim Larsen, Johnny Cash og Los Lobos, ender Vildnis ikke i nostalgi. Der er solskin ombord. Men der er også de kys, som aldrig nåede frem, fordi hun gik fra ham, og så stod han der og sang: »Aldrig var en røv så bar som den røv som jeg nu har«. Der er en nærmest blåøjet, trodsig insisteren på at gøre kærligheden til vejen i en nutid »hvor døre lukkes i for folk på spanden«. Og så er der hele tiden et lystfyldt glimt af anti-autoritet i øjet på musikken. Nyd den.