Baby In Vain: Corny #1/The Thrill
Crab Salad Recording Company
Glem alt, du troede, du vidste om dansk rock, og mærk dig navnet Baby In Vain. De er purunge, ikke én dag over 20, men på trioens seneste syvtommersingle er der mere tyngde, finesse og temperament end de fleste andre steder i rockmusikken herhjemme.
LÆS OGSÅ
Baby In Vain spiller tung, beskidt rock med referencer til både stoner og støj, men trangen til at proppe musikken i flyttekasser med genrebetegnelser glider på befriende vis i baggrunden, når en sang som den fremragende a-side ’Corny #1’ tromles i gang af Andrea Thuesen Johansen og Lola Hammerichs monumentale væg af guitarer, imens de brølesynger en indædt bitter duet, der med kyndig assistance fra Benedicte Pierleoni-Nielsens dommedagstrommer bebuder, at dansk rock har fået nyt, ungt blod.
Lars And The Hands Of Light: Baby We Could Die Tomorrow
Crunchy Frog
Til forskel fra sit første album som Lars And The Hands Of Light har den dygtige popsnedker Lars Vognstrup justeret lidt på produktion, skruet op for synthesizeren og flyttet psych-poppede pejlemærker i retningen af 1990’ernes Manchester. Altsammen til det bedre.
De fængende melodier har aldrig været en mangelvare for Vognstrup, men denne gang trækker det vokale modspil fra søster Line Vognstrup sangenes groove frem, og den solblegede lyd passer hans tilbagelænede stemme som citronlimonade på en varm sommerdag. En rigtig god sommerdag!
Black City: Fire
Mermaid / Sony
Der er noget forrygende uprætentiøst over rockbandet Black City.
Og det er på en og samme tid bandets læderbeklædte styrke og blottede akilleshæl på deres andet album med den noget klichétyngede titel ’Fire’, som med fuld smadder på både koklokke og syndfloder af guitarer tilsat Bjørn Poulsens solide brølevokal ikke lægger skjul på, at de rigtig gerne vil lyde som en dansk pendant til Foo Fighters.
LÆS OGSÅ
Dertil er udtrykket for fersk og ensformigt, og man savner mere personlighed i den paroleagtige lyrik og de gumpetunge melodier.
Solbrud: Solbrud
Euphonious Records / VME
Black metal er metallens svar på et væskende kødsår. Frastødende for nogle. Sært dragende for andre.
Men usigeligt svær at se bort fra, når eksekveringen af den teknisk udfordrende genre sidder lige i medicinskabet. Og det gør den i høj grad på kvartetten Solbruds selvbetitlede debutalbum, der i stil med amerikanske Wolves In The Throne Room spiller rå, atmosfærisk black metal.
Solbrud er lyden af et blodrødt bryllup mellem et smukt og nærmest drømmende udtryk på den ene side og et regulært helvedeskaos på den anden side med forsanger Ole Luks skurrende hæse growl og Troels Hjorths buldrende mareridtstrommer som de blodige spydspidser.
For det utrænede øre flænser det lidt i hjernebarken i starten. Men med tiden går det lige i hjertet.
Taragana Pyjarama: Nothing Hype
Wyrd
Sidste år debuterede den elektroniske komponist Nick Kold Eriksen under det eksotiske lokkende navn Taragana Pyjarama med det fornemme ’Tipped Bowls’, men allerede nu er han ude med næste udspil. Og minialbummet ’Nothing hype’ markerer et imponerende skift fra mere knudrede kompositioner over til svævende forløb af smukke klange med indsyede melodier.
Ofte føles de som et slowmotiontilløb til et rave med Underworld, men rytmen udebliver eller drejer af, inden sikringerne springer, og i stedet maler Taragana Pyjarama et fængslende lydbillede af det mellemrum i døgnet, hvor lyset er kommet, men solen stadig gemmer sig under horisonten, og festen stadig summer i tæerne i det nattekolde strandsand.
’Nothing Hype’ er lidt af en billedskabende åbenbaring, der er al mulig grund til at hype.
Vildnis: Ud af det blå
ArtPeople
I løbet af de otte år, der er gået siden københavnske Vildnis sidst udgav et album, har de skruet ned for bossanova og folkeviser for i stedet at rocke en solid baggårdsblues og lufte deres fornemmelser for dansktopsange.
LÆS OGSÅ
Den poetiske åre redder dem fra den helt stivbenede suppe-steg-og-is-stemning på ’Hun sagde’, men samlet løfter de ni sange fra C.V. Jørgensens muntre hjørne sig aldrig op over en ganske hyggelig seance i et københavnerkøkken.
Turboweekend: Shadow Sounds
EMI
Turboweekend har genindspillet en håndfuld af deres bedste sange i nedbarberede versioner.
Synthesizeren holdes i baggrunden, og forsanger Silas Bjerregaard får lov til både at vise sin (imponerende) stemmes store register og samtidig udstille, hvor stærke sange som ’Trouble Is’ og ’On My Side’ helt enkelt er.
Selv afklædte og i blå nuancer er Turboweekend bjergtagende.
Ocean View: Ocean. Puke. Future.
The Big Oil Recording Company
Normalt er en havudsigt noget, man betaler gode penge for. Det samme kan man ikke rigtigt sige om danske Ocean View, der snarere lyder lidt som at bo med udsigt til en, ja, lusket baggård. Og det er en god ting, når man som Ocean View er et lo-fi-forankret indierockband med en dejlig rastløs energi.
Det er ganske enkelt ikke meningen, at det her band skal lyde som et 5-stjernet luksushotel, og producer Jens Benz gør sit for at løsne udtrykket endnu mere, hvilket klæder forrygende skæringer som ’Grow’ og ’Cake’, imens den afsluttende ’Megalomaniacal Psychopath Kills Blond 16 Y.O. Boy’ stikker ud som et stift ben i et ellers klædeligt uhøjtideligt band.
Vår: No One Dances Quite Like My Brothers
Sacred Bones
Der er ingen i dansk musik, der danser helt ligesom Elias Rønnenfelt.
For det meste spytter han figurativt ildspyende tirader ud i front for punkrockbandet Iceage. Men i front for projektet Vår, der begyndte som en duo mellem Rønnenfelt og Sexdromes Loke Rahbek, men siden fik følge af Lowers Kristian Emdal samt Lukas Højland, får punksangeren en mere følsom og sårbar lyd.
Dette skyldes dog i høj grad også musikken, der er en særpræget trylledrik bestående af kuldslåede, analoge synthesizere, kølige beats og dommedagstrommer, der på strålende dystre sange som ’The World Fell’ og den trompetgæstede ’Motionless Duties’ får Vår til at lyde som en industrielt-romantisk nymåne, der glimter som det kælne kærlighedsbarn, det er, af den frodige danske undergrund.
Burning Red Ivanhoe: BRI
Sony Music
Det er ironisk, at sangen ’Alting var bedre’ ( »i de go’e gamle da’e«) med sin ubesværede melodilinje er det friske øjeblik på Burning Red Ivanhoes 11. album.
De nye sange fra Karsten Vogels sekstet er nemlig pakket fysisk ind i længslen efter fortidens lune lommer af inspiration og succes med et cover, der er kalkeret over 1969-debuten, ’M 144’ (yderligere understreget med en instrumental febervildelse af et nummer af samme navn).
LÆS OGSÅ
Og selv om der er gået 15 år, siden Vogel og de ualmindeligt dygtige musikvenner sidst var en tur i fusionskøkkenet for at røre en gumbo af syrerock, jazz, blues og masser af improvisationer sammen, er der ikke sket det store. De er bare blevet pænere med alderen og for længst overhalet af yngre og mere insisterende syrehoveder.
Måske er det ikke alting, men bare Burning Red Ivanhoe, der var bedre i de gode gamle dage.
fortsæt med at læse
