Den unge fyr bag mig i køen foran Pumpehuset knuger Snøvsen i sine arme.
Der viser sig at være en forklaring på denne barnlige fetich. Snøvsen slog han kloen i, da Baby In Vain spillede på sommerens Roskilde Festival og »pigernes autograf står på den!«, fortæller han stolt sin sidemand.
’Pigerne’ er de tre musikere i Baby In Vain. Der er stadigvæk en uge til den store Baby og Småbørns Messe i Forum, men det er en anden slags babymesse uden puslebord, der er lagt i kakkelovnen til i Pumpehuset.
LÆS OGSÅ Kaotisk rocktrio: »Man må gerne synes, det er forfærdeligt at høre på«
Trioen Baby In Vain bestående af trommeslageren Benedicte Pierleoni og de to guitarister Andrea Thuesen Johansen og blot 17-årige Lola Hammerich er på rekordtid blevet udråbt til the shit , som det nu hedder, når man ikke bare er hot, men rødglødende.
Det er ungdommens aften på scenen. Opvarmningsbandet The Wave of Stones er venner af det unge hovednavn. Fire drenge, der spiller heftig og velspillet guitarrock med stakkevis af flotte riffs.
De kan deres Led Zeppelin, Kyuss og D-A-D anno ’Helpyourselfish’ forfra og bagfra, men har endnu ikke helt fundet deres egen idé.
Ingen stopklodser
Det har til gengæld Baby In Vain. De spiller smadrerock uden stopklodser. Det kan man forvisse sig om ved at se og høre dem på nogle af de få numre, der ligger på nettet. Men hvor gode mon de rent faktisk er?
Sådan karrieremæssigt er de jo nærmest nyfødte. Jeg mener, eksisterede de overhovedet før Roskilde Festival for tre måneder siden?
Unge danske musikere skubber veteranerne til sidePublikum er blandet aldersmæssigt. Der er mange helt unge fans, men også de ældre aldersgrupper er på banen. Der er vist både forældre, bedsteforældre og genkendelige ansigter fra rockmiljøets mange arkæologiske lag, som er ude for at besigtige den trehovedede babygiraf.
Selv hører jeg vel nærmest til de sidste. Pigerne i Baby In Vain er nøjagtig lige så gamle som mig. Tilsammen. Det er da en tanke!
Kun med en enkelt ’lejrprojektør’ i ryggen går Baby In Vain på scenen og går til stålet. Der er fuld skrue fra start, men også en vaklen i geledderne. Stemmerne virker lidt pjevsede.
Trioens spartanske opstilling af trommer og to guitarer falder til gengæld hurtigt i hak. Benedicte Pierleonis trommer banker bandet ud over rampen, mens Lola Hammerich og Andrea Thuesens guitarer både spiller op til hinanden som guitarer og falder ind i en simuleret guitar-bas-kombination, når det kræves.
»Vi har nogle tekniske problemer, men det er megafedt alligevel!«, proklamerer Lola Hammerich, inden Baby In Vain uden tøven tromler hen over den drilske teknik.
Der går da heller ikke længe, før Andrea Thuesen Johansens fine vokal vinder styrke bag mikronen, og det samme er mildest talt tilfældet med Lola Hammerichs skrappe rockrivejern. Kan man synge rock på den måde, når man kun er 17 år?! Herre Jemini!
Verden ligger åben
1990’ernes stonerrock er en oplagt inspiration for Baby In Vain, men det forbløffende er, at dette unge band tilsyneladende nærmest ud af ingenting har formået at skabe en rockmusik, der brager igennem på sine egne præmisser.
Brokkerne er gamle, men det føles helt frisk og nutidigt. Der er ikke et nummer, hvor Baby In Vain ikke lyder som sig selv og ikke brænder igennem i rollen.
Baby In Vain kombinerer det tumultariske og den kaotisk-energiske fra punken med en sejt spillet tordnende guitarrock med et fast og sikkert greb om instrumenterne. Når Baby In Vain kommer buldrende, må man træde til side, hvis ikke man vil rives med eller køres over.
Med crowdsurfing og ikke et trist sekund bliver det en rockkoncert af de eksemplariske. Baby In Vain er meget unge og lægger ikke skjul på det, men der er intet som helst prøvende teenageagtigt over deres udtryk.
Mange sange har de ikke endnu. ’Sweetheart Dreams’ og ’Corny # 1’ hedder et par af dem, og de får selskab af et nyt nummer, ’Till The Day I Die’.
LÆS OGSÅ Roskilde-aktuel teenager: »Folk skal svede og drikke en masse øl for ikke at udånde«
Baby In Vain spiller en velvoksen time for fuldt knald. Så har de vist heller ikke flere numre. Flere prægnante numre er, hvad Baby In Vain mangler her og nu. Får de dem, kan verden ligge åben.
Hvad kan det ikke blive til, når de bliver gamle nok til at måtte spille på klubber i USA?
For pigerne i Baby In Vain sparker rent ud røv med en kraft, så den gamle rockanmelder går hjem med fornemmelsen af at være godt og grundigt cowboyblå bagi.
fortsæt med at læse
