Det er det sidste, deres manager siger til mig, inden hun stikker af.
»Nu har du ansvaret. Det handler om at skære igennem«.
Jeg smiler. »Ja, ja, det går nok«.
»Okay«, siger hun. »Det er mit råd til dig«.
Og så er hun væk, manageren for rockbandet Baby In Vain. Et band bestående af Andrea Thuesen Johansen, Benedicte Pierleoni og Lola Hammerich.
Et band, der i år har fået flotte anmeldelser for deres koncerter og syvtommerudgivelser, og som har turneret som opvarmningsband for The Floor Is Made Of Lava, varmet op for Sonic Youth-frontmanden Thurston Moore og spillet på Roskilde Festival.
Fredag aften spiller de i Pumpehuset – og denne gang er de selv hovednavnet.
P6 eller tyskkursus
Det er derfor, fotografen og jeg mødes med dem hos deres managementbureau der holder til under Bremen Teater. Her mødes de med deres manager hver mandag.
I dag har de diskuteret, om 22 kroner er for meget for papkasser til at pakke deres syvtommer i.
Og talt om en koncert, at bandet skal suge folk ind i musikken ved at holde få pauser. Det er vigtigt, for der kommer mange af de folk, de gerne vil arbejde sammen med.
Og så har Andrea fortalt, at hun kun kan komme med i P6, hvis hun får lov at gå fra sit tyskkursus, for hun har fået én advarsel for fravær.
En bedre maskine end kontanthjælpssystemet
Der er kommet så godt gang i karrieren, at arbejdet ikke kan klares via mail længere. Baby In Vain er blevet et navn, og så må man acceptere, at fotografer og managere er med til at styre tingene.
»Der er mere dialog omkring det, vi laver. Vi analyserer mere og taler mere frem og tilbage, fordi vi gerne vil have et godt produkt«, siger Andrea.
»Der er nogle forventninger, vi skal leve op til. Også vores egne. I starten havde vi det bare sjovt og spillede de koncerter, vi kunne få«, siger Lola.
»Det var bare the shit«, siger Benedicte.
»Men nu er vi inde i en stor maskine med mange meninger og store beslutninger«, siger Lola.
»Dér må vi give afkald på en masse ting, og det er fint, så længe det kører, men det kan være, at vi ryger i glemmekassen om et halvt år«, siger Andrea.
»Men det er en bedre maskine end kontanthjælpsmaskinen«, siger Lola.
Roskilde-aktuel teenager: »Folk skal svede og drikke en masse øl for ikke at udånde«Fotografen tager styringen
Fotografen beslutter, at vi skal i kælderen for at tage billeder. Ad snævre, støvede gange går vi langt ned i varmen. Mens vi går, finder Andrea en stor champagneflaske, og Lola presser en snavset sikkerhedshjelm ned over sit hoved.
Vi stopper ved en væg, der er dækket med elektronikbokse. Fra Benedictes telefon skingrer et af bandets numre. Noget vand løber, og inde i elektronikboksene snurrer strømmen. Pigerne fjoger, mens fotografen tager billeder.
»Er I sådan her?«, spørger han og viser dem et billede på sit kamera.
»Vi er spasmagere«, siger Andrea.
»Vi er i hvert fald ikke sådan nogle hårde nogle«, siger Benedicte.
»Men hvad synger I om?«.
»Det handler bare om lort«, svarer Andrea.
»Ja, det handler ret meget om lort«, bekræfter Lola.
»Nu tager I jer sammen«
De griner og foreslår at gå over til en fækaliebrønd, vi passerede tidligere.
»Nu tager I jer sammen«, siger fotografen og tager styringen.
Han peger på Lola.
»Du kan godt stå på hovedet, ikke?«.
»Joh«, svarer hun, sætter hovedet mod jorden og svinger benene op til Andrea, mens Benedicte kigger væk.
»Du skal ikke kigge derover, du skal være med her. Kan du sætte dig der?«, siger han.
»Sug maven ind, sug maven ind«, råber Andrea til Lola, mens Benedicte griner.
»Jeg skal snart fotografere en sky«
»Du skal ikke grine. Det er ikke sjovt. Kig herover. Det skal ikke være billeder af jer, der ved, I bliver fotograferet, det bliver røvsygt. Hvis du holder den et kvarter, er det fint«, siger fotografen.
»Et kvarter?«, siger Lola rød i hovedet.
»Sæt dig tilbage. Helt tilbage. Afslappet. Tag flasken. Glem mig. Bare i to sekunder. Forestil jer, at der sidder 4.000 publikummer her. Prøv at drik’. Drik!«, siger fotografen, mens han vifter med armen.
»Hiv op i min trøje! Jeg skal lige ned, Andrea«, siger Lola og falder ned på gulvet sammen med de mønter, hun havde i lommen, og Andrea.
Det bliver fotograferet, men ...
»Ikke kig’ på mig, for helvede. Stik hovedet ind der. Det er skide godt. Igen. Kom nu, jeg skal snart fotografere en sky«, siger fotografen, inden musikken fra telefonen i baggrunden ebber ud.
Særlig energi, når de er sammen
Baby In Vain spiller tung rockmusik. Simpel rockmusik, der smager af 90’erne.
Med to fræsende guitarer, et sæt buldrende trommer og to vokaler, der skingert skriger vrede og aggressioner ud.
Aggressioner, der ikke hænger sammen med de tre piger, der fjoller grinende rundt foran kameraet. De forklarer, at der sker et eller andet energimæssigt, når de er sammen.
Ikke specielt vrede
»Vi er ikke specielt vrede teenagere, men vi er fascineret af den energiudladning, der er i rock. Og vi laver vores sange ud fra, at de skal spilles live, og dér er der brug for mere energi end i et studie«, siger Andrea.
»Når man hører musik, skal det være noget ærligt, man virkelig kan mærke. Og så synger man ikke ’I see the sunshine, I am walking on a rainbow’, nej, så synger man ’I am down in the rabbit hole, I am feeling like shit’«, forklarer Lola.
Selv er vi gået op af kaninhullet i kælderen under Bremen Teater. I stedet er vi cyklet hen på Vinstue 90. Fotografen er cyklet videre til sin sky, og jeg har i 20 minutter forsøgt at skære igennem, som manageren sagde.
Skære i gennem snakken om, hvordan de vil overtage verdensherredømmet med sprængstof indbygget i guitarer, og om at de også kunne have heddet Baby In Kurt Cobain.
To drenge byttet ud med en stiv pige
Nu er vi kommet dertil, hvor de fortæller, at de startede bandet i 2010. Benedicte og Lola havde mødt hinanden til sammenspil, da Benedicte kom med i et band, Lola havde med nogle drenge.
Men de to piger havde andre visioner, så de smed drengene ud og startede en »dynamisk duo«.
En aften til en koncert med rockbandet Cherry Overdrive kom en meget stiv Andrea hen til dem og sagde, hun havde spillet guitar i syv år.
Scenen er som ingen andre steder
Næste gang de tre mødtes var Andrea knap så beruset, men kom alligevel hen til dem igen. Denne gang sagde hun, hun havde verdens bedste bandnavn: Baby In Vain. Tirsdagen efter mødtes de tre i øvelokalet og spillede sammen for første gang.
»Og det lød fandeme dårligt«, siger Benedicte. Til gengæld var det sjovt, så de blev ved med at spille. Men i dag vil de gerne leve af musikken, for de gider ikke arbejde.
Lige nu er det dog mest koncerter, de gør og kan. De mangler stadig at vise, hvem de er i et studie, det ved de godt. Men på scenen får de noget, de ikke kan få andre steder.
»Jeg føler, jeg har gjort noget, når jeg har spillet en fed koncert. Især når folk klapper og vil have et nummer mere. »Okay, I får et nummer mere. Wuhuu««, siger Lola.
Giver alt, hvad de har
På scenen er de, som deres musik lyder. Energiske, fysiske og med håret i svingninger. Det er nyt. For i starten stod de bare helt stille og spillede.
»Vi har mere rutine og kan slippe os selv løs. Man vil bare gerne give alt, man har. Når jeg spiller koncert, er det bedste at være helt færdig bagefter og bare sådan dryppe af sved«, siger Lola.
»Det synes jeg er forfærdeligt«, siger Andrea.
»Nej, sådan skal det være. Det fedeste er, når man står på scenen og bliver tvunget til at hoppe rundt og give noget«.
Gælder om at få følelserne ud
Simpelheden i musikken bunder i, at de spiller det, de kan, med to guitarer og trommer. De er ikke konservatoriemusikere, så de arbejder med de ting, de har – energi og udtryk – og det er rigeligt.
»Det gælder om at få følelserne og udtrykket ud. Det gælder ikke om at sidde bagefter og kigge musikteoretisk på det. Man skal føle noget«, siger Lola.
»Man må gerne synes, det er forfærdeligt at høre på, og at det skærer i ørerne«, siger Andrea.
Da de startede med at spille, blev der fokuseret på, at de var tre unge piger i et band. En vildt mærkelig vinkel, synes de, for alle nye bands er jo unge. Det ville være en bedre historie, hvis det var en gruppe 40-årige mænd, der blev hypet.
Kunne lægge en lort på scenen
De blev beskrevet som et teenageband, men da Andrea fyldte 20 år, døde den. Nu er der kun det med pigebandet tilbage. Det er blevet mindre udtalt, men det nager dem stadig, for de vil anerkendes for deres musik alene og ikke deres køn.
»På et tidspunkt følte jeg, vi kunne gå op og lægge en kæmpestor lort på scenen, og så ville folk synes, det var super fedt. Jeg var bange for, det ville blive et problem, og vi ville falde i en fælde, hvor vi blev dovne«, siger Andrea, men:
»Vi kan ikke benægte, at det har kickstartet det hele. Det er vildt uretfærdigt, men det ...«.
»... har uden tvivl åbnet nogle døre hurtigere«, færdiggør Lola.
Den dag kurven stopper
Og så er vi tilbage ved forventningerne. For en af de døre, der blev åbnet, var den, der førte ind til mediernes bedømmelse.
Anmeldelserne var gode, og det satte hypemaskinen i gang. Og det kan godt være et pres, når man får fem- og seksstjerners anmeldelser lige inden Roskilde Festival.
For så bliver forventningerne høje. Men sådan er det, når bandet gerne vil have, det går opad hele tiden.
»Man vil ikke have, det påvirker én, men det gør det«, siger Lola.
»Jeg frygter den dag, hvor kurven stopper med at gå opad og begynder at køre ligeud. Hvad sker der, når man har opnået det, man gerne vil? Jeg kan godt savne, at jeg bliver sådan ’what!’, når der sker noget for os«, siger Andrea.
Roskilde kom ikke som en overraskelse
»Det er grineren – første gang vi skulle spille på KB18, var det virkelig sådan woooooow. Det var større end at få at vide, vi skulle spille på Roskilde«, siger Lola.
»Ja, og nu lyder jeg som et røvhul, men det kom ikke bag på mig, at vi skulle spille på Roskilde. Jeg forventede det. Vi var et sted i vores musikalske liv, hvor det gav god mening. Jeg havde set det komme, fordi folk omkring os hele tiden roste os og sagde, vi ville blive store«, siger Andrea.
»Men det er skræmmende, når der ikke er de store drømme tilbage, og det bare bliver det, vi gør. Der skal vi sørge for, vi gør det af de rigtige grunde og ikke bare for at opnå rigdom. Ellers bliver det alligevel et arbejde til sidst«.
fortsæt med at læse
