Kraftwerk er det største navn inden for elektronisk musik. Overhovedet. Nogensinde. De lagde grundstenene til electro, eurodisco, synthpop, techno, de har haft hitsingler på begge sider af Atlanterhavet, og de har inspireret høj og lav gennem snart 30 år. 12 år er gået siden det sidste album, remixværket 'The Mix', og 17 siden det sidste reelle album, 'Electric Cafe'. 'Tour De France Soundtracks' hedder det spritnye produkt med ti nye kompositioner fra det sagnomspundne Kling Klang-studie i Düsseldorf, og ganske vist rummer albummet fire numre med titlen 'Tour De France' - også titlen på deres 20 år gamle tema til verdens hårdeste cykelløb. Men kun et af dem stammer fra dengang. Resten indgår i en trefløjet videredigtning, en lang og til tider fascinerende mutering af de perlende og højtstræbende temaer og harmonier fra originalen. Så altså: Nyt fra troldmændenes værksted, hvor Ralf Hütter og Florian Schneider stadig er grundsubstansen, de oprindelige maskintolke, bioenhederne, der tilbage i de tidlige 1970'ere fik den ide at koble sig til den nyeste teknologi og fik den til at spille stram, forførende og campet 'volksmusik'. Gennem tiden med modspil fra skiftende ekstrabesætning, i dag Henning Schmitz og Fritz Hilpert. Kraftwerk udviklede en unik symbiose mellem mennesket - manipulatoren - og elektronikken - det manipulerede. Mensch-maschine. I dag er teknologien og lyden af den bare en helt anden end i 1970'erne og 1980'erne, hvor maskinernes sange forlod Kling Klang i en lind informationsstrøm. Men kvartetten fordyber sig fortsat i sin egen, ikke andres evolution. Her er ingen glitches, mikrorytmer eller for den sags skyld breakbeats, men derimod numre som 'Tour De France Etape 1', '2' og '3' og 'Chrono', der drives frem af kropsnære technobeats omsværmet af både funky dansable og zigzag-eksperimenterende, ofte improviserede synthfigurer. Avanceret techno man kunne have danset til ved et pakhusrave i midten af 1990'erne, men alligevel med vigtige points of differences: den sjældne melodiske elegance og harmoniske fylde og den robotklingende, kropsløse sangstemme - et trademark. Intelligent techno ville disse numre måske være blevet kaldt tilbage i førnævnte årti. Og dermed også sagt at Kraftwerk for længst er blevet indhentet af tiden. Jovist er klangene som altid forførende og smukke hørt med samtidens øren, men det er de også hos Underworld, Daft Punk, ja, Fischerspooner. 'Tour De France Soundtracks' bygger videre på to retninger i Kraftwerks oeuvre og uden afgørende nybrud: på fascinationen af det metronomiske beat, og på den på én gang sexede og distancerede sangskabelon. Sidstnævnte først og fremmest med 'Elektro Kardiogramm', hvor det loopede (und sehr erotisch) åndedræt, også brugt på den oprindelige 'Tour De France'-skæring, er nyindspillet til den langsomt masserende 'Elektro Kardiogramm'. Klassisk Kraftwerk med manende synthtemaer og en stivbenet funky besyngelse af den menneskelige motorik - sågar tilsat Ralf Hütters hjerteslag. Kropsligheden er en markant faktor. De syntetiske stemmebånd besynger ikke kun cykelmekanik og fart, men også adrenalin, endorfiner, enzymer og mange beats er langt mere blødgjorte end tidligere. Ravet er ikke gået sporløst hen over Düsseldorfs godfathers, og det betyder, at når 'Tour De France Soundtracks' er svagest, så lyder det som efterkommernes teutonertechno tilsat forfædrenes parfumering - en robotstemme hér, en melodifigur dér. Når albummet til gengæld er bedst, er det en elektrosensuel, svimlende melodisk og klangligt über-raffineret videremutering af Kraftwerk, som vi kendte dem. Tiden er ikke gået sporløst, men alligevel ganske mildt hen over de ærværdige veteraner.