Få avisen i weekenden og fuld digital adgang for 199 kr./md. i op til 6 måneder.

Gangbar groovekunst

Lyt til artiklen

Det er en efterhånden fortærsket disciplin, som det danske projekt Nobody Beats The Beats forsøger at betvinge: kunsten at snedkerere det gode groove. Men som med alle andre fortærskede discipliner er der selvfølgelig også inden for groovekunsten muligheder for at skabe ny mening. Og det lykkes lejlighedsvis med endda stort held på Nobody Beats The Beats' andet album 'The Second Coming'. En række danske producere uden for mainstream giver på over 17 skæringer deres bud på ny beatmani - spændende fra det old- og nu-school-funky over det labert jazzede til kildrende hurtige afrobeat-synkoperinger. Og med gæsteoptrædener af traditionelle musikere ved mikrofon, på blæsere med mere fra Danmark, Sverige og USA. De bedste øjeblikke er Dj Noizes sublimt og subtilt scratchede introkomposition og Ashtiani/Baltzers beskidte groove med bækken, blæs, tværfløjt og Malk de Koijns GeoLoGee - som altid brillant danskrappende. Det er Nick Nack, ADL, Linn og Timbuktus dirty south-omkvæd, Steen Rocks widescreenfunky 'Rooie Buurt' boostet med vokalklip og Woodys buklende gennemsamplede funk. Og så er det selvfølgelig Contexts groft skårne, saftige funktransplantation benådet med udenrigsstjernestøv fra James Browns blæserankermænd i de saftige 1970'ere og 1980'ere: Fred Wesley og Pee Wee Ellis. De svageste passager er dér, hvor de rytmiske rundgange bliver til tomgang. Eller hvor kantløse grooves og alt for regelrette melodiske ornamenteringer løber sammen i intetsigende lækkerhed. Her kan man kigge i vejviseren efter sanselighed og nerve. Som helhed er 'The Second Coming' også lidt pænere i kanten end forgængeren, og der viser sig en hårfin grænse mellem, hvornår det groover uimodsigeligt, og hvornår det looper forudsigeligt. Den slags kan man ikke tænke eller programmere eller dj'e sig til, kun føle sig ud af. Groovet bor jo i hjertet, og på det meste af 'The Second Coming' får det lov at dunke igennem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her