Når man til daglig har travlt med at producere hovedværker for relativt kendte kunstnere som Bob Dylan, U2, Willie Nelson og Emmylou Harris kan det godt være svært at få tid til sit eget. Ti år er der da også gået, siden Daniel Lanois sidst lod høre fra sig som solist. Til gengæld understreger lydalkymistens tredje udspil efter 'Acadie' (1989) og 'For the Beauty of Wynona' (1993), at Lanois kun giver lyd fra sig, når inspirationens bægermål er fuldt. 'Shine' er et album, der sin stilfærdighed til trods trænger sig på og dybt ind i musikken. Lanois' berømte signatur som producer er, hvad man kunne kalde organisk ambient. Transparente lydlandskaber. Spændt ud mellem guitarens stille klagesang og en Brian Eno-inspireret baggrundsstråling af sonisk atmosfære. En frekvens hvor fransk-canadieren forener Louisianas varme rødder med sfærisk og sval kølighed. På 'Matador' betaler Daniel Lanois sin gæld tilbage til Eno med en musik, der sine steder klart refererer til Eno og Bowies mere abstrakte kompositioner fra tiden omkring 70'er-værkerne 'Low' og 'Heroes'. Men hvor Bowies Eno var kold, er Enos Lanois på 'Matador' varm i sin musiks stille refleksion. Denne karakteristiske bredde i lydbilledet spiller en afgørende rolle på 'Shine', men hovedvægten ligger på en række helt enkle sange bygget op omkring en helt særlig værdighed. På et nummer som det sårbare og ligefremme 'Sometimes' (»sometimes I wanna take a pill and hide«) kommer Lanois med så ærlige og ligefremme bekendelser om sit liv som menneske og musiker, at man kommer til at tænke på en anden stor instrumentalist, Eric Clapton, i dennes mest terapeutisk åbenhjertige hjørne. Faktisk minder Lanois' sangforedrag på 'San Juan' ikke så lidt om en mere ydmyg og mindre selvbevidst pendant til Clapton. Albummets intense og roligt glødende kerne er treenigheden bestående af 'Shine', 'Fire' og 'Slow Giving'. 'Shine' er en blid og letfodet vandrende hymne til skæret og stråleglansen hos Den Anden, hvad enten denne er af guddommelig eller menneskelig natur. 'Fire' fokuserer på musikerens eget indre skær (»Don't take away my shine/ my shine is all I have«). 'Slow Giving' er en sang til den nødvendige engels intervention i den daglige strid. Kraften, der ved åndspålæggelse, kan standse hjertets blødning. Sange, som bekender sig til en grundlæggende spirituel livsopfattelse udmøntet i et engagement i tilværelsen. 'Shine' har ikke slogans mod krig eller fattigdom, men opfordringen til at skrue op for varmegraderne i det fællesmenneskelige, løber som en stille, varm understrøm igennem denne bevægende og noble musik. Lanois' tredje soloværk handler bogstavelig talt om at være inde i musikken. Musikken er menneskets spirituelle dimension udmøntet i en personlig lydbølge. En højtidelig trosbekendelse præget af den konkrete glæde ved at sidde i sit køkken og klimpre på en sang, der pludselig tager formen, som sætter sjælens tyngdekraft ud af spil. Daniel Lanois har været dybt inde i musikken, og det han kommer ud med på 'Shine' er noget meget, meget menneskeligt og samtidig et klangkrystal af næsten overjordisk klart skær. At Lanois gerne vil række ud med sit musikalske budskab, demonstreres klart af 'Shine's opbygning. Første nummer er den florløse kærlighedserklæring 'I Love You' sunget som duet med Emmylou Harris. Andet nummer er den opstemmende hymne 'Falling At Your Feet' som Lanois har skrevet og sunget sammen med Bono fra U2. Uden at musikken på noget tidspunkt afslører slinger i valsen eller usikkerhed om kursen, lykkes det Lanois med pedalsteelguitaren som ledestjerne at inkorporere en utrolig bred palet af musikalske stilarter og historiske referencer i sin langsomt fremadskridende musikfortælling. Et album hvis morale dybest set er, at musikken er det organiserede udtryk for vores åndelige virkelighed. Guds ord er musik.