Det var Brian Eno, der insisterede på, at Daniel Lanois tog med til Irland.
Det var i maj 1985, og Enos plan var egentlig at få U2 til at tage den forholdsvis ukendte Lanois som producer. Eno kunne ikke se sig selv arbejde med de irske postpunkere, og han ville give Lanois en chance efter at have brugt hans studie i flere år.
U2-forsangeren Bono accepterede den ukendte Lanois, men fik alligevel overtalt Eno til at blive hængende. Det blev begyndelsen på et samarbejde, der skrev dem alle tre ind i musikhistorien, og Lanois' første skridt mod status som 1980'ernes måske vigtigste producer.
Bono anbefalede Lanois til Bob Dylan, og med albummet 'Oh Mercy' dirigerede Lanois den knirkende folkesanger ud af de musikalske tåger.
Musikkens geografiske kraft
Siden har den canadiske lydshaman svøbt en række store rockstjerner i sin særlige mystik af drømmende klange og vibrerende intensitet, der lukker døren bag lytteren, når han først er kommet indenfor.
Og det blev begyndelsen på Lanois' tilværelse som hjemløs. En lydmagiker, der altid er på vej videre og ikke har et sted, han kalder sit hjem.
Lige denne novemberdag brummer hans rolige stemme med de eftertænksomme sætninger over telefonen fra Silver Lake. En bydel i Los Angeles, der er samlingssted for hipstere, kunstnere og millionbyens alternative rockscene. Her har Lanois indkvarteret sig i et stort hvidt palæ.
»Det er mere et studie end et hjem. Det er her, jeg indspillede 'Le Noise' med Neil Young. Et stort gammelt sted fra 1920'erne, bygget i hvid middelhavsstil. Faktisk er det mere et vejkryds end et hjem, der sker hele tiden noget. Jeg prøver jo at omfavne bohemerne. Folk kommer rejsende forbi, samler noget op og efterlader noget andet. Jeg forestiller mig lidt, at det må være sådan her, The Rolling Stones havde det i starten af 1970'erne, da de indspillede 'Exile On Main Street' i det sydlige Frankrig«, siger Lanois.
LÆS OGSÅ
Selv om han ikke vil kalde noget sit hjem, er der for Lanois en særlig forbindelse mellem steder og musik. Han rykkede ikke med Young ud til hans farm i skoven, men blev i det gamle palæ. Og hvis man har set filmen om 'Le Noise' og hørt Neil Youngs støjkaskader i de hvælvede værelser, ved man, at han hørte til der.
Ligesom U2 og Berlin synes skæbnebestemte på 'Achtung Baby'. Bob Dylan satte Lanois første gang stævne i New Orleans, for som Lanois bemærker, har han en »instinktiv tillid« til al musik fra det amerikanske Syden.
»Geografiske steder har deres egen kraft. Som gæster kan vi komme anstigende og mærke årtiers, måske århundreders følelser og kultur. Det var fascinerende pludselig at være en gæst i Fez i Marokko for at indspille U2-albummet 'No Line on the Horizon' sammen med lokale musikere«.
Et laboratorium af lyd
Hvor end Daniel Lanois rejser, har han sin musik med sig. Det har han altid haft. Han ser sin musik og produktioner som én lang fortælling, der hele tiden forlænges med nye beretninger. Fuld af de lyde, han som gaze lægger rundt om de musikere, han producerer.
Eller runder sine egne sange af med. Han kalder sit studie for sit laboratorium, stedet han forsker i nye klange.
Det kan starte med en elektrisk guitar, der lægges unisont sammen med et piano, fordobles, forvrænges og til sidst gemmes væk på en harddisk til senere. Hvis de da ikke ender med at være skitser på vej til nogle helt andre esoteriske lyde.
Lanois fortæller, at det sagtens kan tage ham flere år at bygge de rette lyde op til en enkelt sang, og så var det måske ikke så mærkeligt, at der går mange år mellem hans egne albumudgivelser - ti år mellem de mesterlige 'For the Beauty of Wynona' og 'Shine'.
Selv om Lanois har skiftet noget af sit analoge udstyr ud med digital teknologi, er det stadig en håndrullet fornemmelse, der præger hans lydunivers. For Lanois handler det ikke om perfektion eller nostalgien i gammel studierumklang, men om de følelser, han kan fange i flugten.
»Du kan forestille dig en filminstruktør, som indspiller en scene med det helt store produktionsapparat. Masser af scenografer, lydfolk, kamerafolk og state of the art kameraer og mikrofoner. Efter at scenen er optaget, kommer der en knægt ind med en iPhone og optager den samme scene, men det ser tyve gange bedre ud! Og så kigger du på alt det dyre udstyr, alle de dyre folk, og så kommer du i tvivl. Jeg hælder til knægtens tilgang. Så hvis jeg i et øjebliks inspiration rammer noget, så skynder jeg mig at optage det. Jeg printer øjeblikket ud, og så behøver jeg ikke at lede efter det mere. For jeg har det i lommen. Musik handler mere om følelsen, end hvor mange pixel du har«.
LÆS OGSÅ
Når man lytter til en af Lanois' egne sange som 'The Messenger' med sit slæbende tempo og drømmende refræn, eller hører Lanois filosofere blødt om en diffus arbejdsmetode, hvor sindet skal holdes åbent som blænden på et kamera, kan man godt undre sig over, hvordan Lanois nogensinde fik de mange store egoer til at arbejde i hans retning.
Spørg bare Bob Dylan, hvor sjovt han synes det var kun at skulle indspille efter mørkets frembrud, som Lanois krævede, og bagefter høre sig selv i Lanois' forestilling frem for spejlet i sin egen. Selv mener Lanois, at han blot forsøger at sætte en musikers karakteristika i relief.
»Jeg analyserer ikke de ingredienser, jeg arbejder med. Men det er klart, at hvis jeg arbejder med en bestemt musiker, prøver jeg at få dem til at se bedst muligt ud. Emmylou Harris' stemme har en klang, der hjemsøger os alle, og det var vigtigt, at det blev trukket frem på 'Wrecking Ball'. Man må forstå at gøre plads til, hvem hun er. At producere er som at sy et godt jakkesæt. Og man har ikke lyst til at sætte polkaprikker på Bob Dylan«.
Den dybe koncentration
Måske var det ikke polkaprikker, men Dylan var ikke lige tilfreds undervejs. Og der er ingen tvivl om, at Lanois har sat sit tusmørkepræg på alle dem, han har arbejdet med. En dunkel lyd, der flakker som et stearinlys i den dybe nats sværm af insekter.
Og sandheden er nok, at der bag den fløjlsmørke stemme i telefonen gemmer sig en jernvilje, der er stærkt disciplineret, når det kommer til stykket.
Det ved Peter Gabriel. Under indspilningerne af 'So' låste Lanois ham inde i studiet, så han ikke kunne gå ud og ringe og se tv eller kører endnu en tur. Lanois krævede den samme dybe koncentration, som han selv kom med.
En koncentration, han er skolet i hos Brian Eno, men som virker anakronistisk i dag, hvor musik kan laves på en smartphone i toget på strækningen Hobro-Skørping, mellem syv opdateringer på Facebook.
»Det er ikke noget, man kan lave om på. Vi er på bagkanten af 60 år med rock'n'roll, og det er bare sådan, det har udviklet sig. Jeg håber - jeg tror - aldrig, at koncentrationen forsvinder fra skabelsen af musik. Problemet er vores lytte-koncentration. Der er så meget musik i dag, så meget at lytte til, at musik er gledet i baggrunden. Det er bare små stumper. Og det handler ikke om, at musikken alene har udviklet sig den vej. Det er hele vores kultur, der er blevet klippet op. Tempoet er skruet op, vi prøver lidt her, lidt der, lad os gå til dén fest, nej, lad os gå over til den anden fest ...«, siger Lanois.
LÆS OGSÅ
Men han siger det uden bekymring i stemmen. Han er godt klar over, at hans musik altid har haft samme tunge vejrtrækning, som udgivelsesfrekvensen antyder. At den graver sig gennem musikhistorien ad sin egen langsomme, snoede vej. Og det bekymrer heller ikke Lanois, at mens musikudbuddet er svulmet op, er lyden skrumpet ind.
»Mp3-filer er jo gode til at give en fornemmelse eller være en lille erindring om noget, man har hørt. Og hvis du går op i høj lydkvalitet, har tingene egentlig ikke ændret sig. Det var også kun specialister, der havde det dyre udstyr i særlige forretninger, da jeg var barn. Dem kunne man gå ind i og få kyndige råd og møde hele high fidelity-kulturen. Men det var ikke det brede fællesskabs kultur. Folk lyttede stadig til musik på køkkentransistoren derhjemme. Vi må huske på, at selv tilbage i de studieglade 1970'ere var høj lydkvalitet også kun noget, der fandtes i små lommer i den generelle musikkultur«, siger Lanois.
Den røvrystende baslinje
Selv om Lanois for længst er kanoniseret som skumringens lydmagiker, hvad end han producerer eller skriver sange, så har han alligevel flyttet sig siden 1980'erne.
Melankolien er intakt, men på 'Belladonna' fra 2005 synger han slet ikke, og på det to år gamle Black Dub-album har han overladt mikrofonen til den unge sangerinde Trixie Whitley.
»Ja, jeg har gemt min stemme væk for et øjeblik. Lad os være ærlige: Jeg har jo ikke verdens mest kraftfulde stemme. Jeg er ikke Pavarotti og bliver det aldrig. Jeg trængte til at komme væk fra min egen stemme og se, om jeg kunne bygge et album op om en stemme som Trixie Whitleys og skabe noget af det, man kan finde på et klassisk soul-album. Et Nina Simone-album eller The Staples Singers«.
LÆS OGSÅ
Musikken drejer også af et helt andet sted. Produktionen er stadig skummel og rund i hjørnerne, men materialet er mere soul, Whitleys stemme er funky, og der er endda glimt af tidlig reggae. Der er med andre ord anderledes gang i den, end man normalt forbinder med Daniel Lanois.
»Ja, og mit kommende album fortsætter den udvikling. Jeg er tilbage ved min egen stemme, men rytmesektionerne kommer til at fylde mere. Lad mig lige spille en ny sang for dig«, siger Lanois, og pludselig transmitterer telefonlinjen et fjedrende hiphopbeat med en svajende Lanoisguitar hen over Atlanten.
En ydmyg producer
Lanois synger på fransk og afbryder hele tiden sangen for at forklare den: »Her kommer der en melodi fra Marokko«, »den her guitarlyd er typisk jamaicansk« eller »hiphopbeatet er noget helt nyt for mig«.
Der går fem minutter, og bagefter spørger Lanois, som nu er helt opslugt af musikken, om der er tid til en mere?
Naturligvis. Og han går rundt i sit hvide palæ i Silver Lake og sender endnu et nyt stykke musik ud gennem højttalerne. Tempoet er højt, og rytmen sætter dagsordenen.
LÆS OGSÅ
»Den har ingen sang endnu«, siger Lanois, før han begynder at synge hen over det dansende beat.
Som Donna Summer i kløerne på Giorgio Moroder. Hvis ikke det var for den klagende guitar og de bløde kanter i produktionen, er det svært at genkende som Lanois. Måske er det bare endnu et udtryk for den hjemløse musikers søgen. Han er altid på vej. Eller som han afslutter samtalen:
»I Jamaica har jeg for alvor fået smag for gode baslinjer, der kan få folk til at danse. Jeg er stadig på opdagelse, selv om jeg har gjort mig mange erfaringer. Hver dag vender jeg en ny side. Og jeg er ydmyg. For det er gået op for mig, hvor lidt jeg vidste tilbage i 1980'erne«.
fortsæt med at læse
