Det var en af den moderne amerikanske bluesmusiks mest grænsesøgende guitarister, der døde i 2005, da lungekræften tog livet af den 45-årige texaner Chris Whitley.
De gode gener er imidlertid gået i arv til guitaristens datter Trixie Whitley. Fra sin base i Brooklyn udsender den 26-årige Whitley sit på alle måder stærke debutalbum ’Fourth Corner’.
Hun har optrådt i Daniel Lanois’ band Black Dub, men alligevel er jeg slet ikke forberedt på den muskuløse selvsikkerhed, hun optræder med på ’Fourth Corner’.
LÆS ANMELDELSE Superproducer sender delikat lyd lige i øret
Traditionalisme med kant
Det er en stemme med en power, som kan tage pusten fra én, men hendes støvede, råstærke og inderlige stemme forfalder kun sjældent til rockråberi.
’Fourth Corner’ er en interessant og potent kombination af følsomt indtrængende r’n’b og en sjælfuld rock’n’roll med gnister og iørefaldende omkvæd som på ’Breathe In My Dreams’. Det er musik, der vil ud over rampen.
Trixie Whitley spiller selv de fleste instrumenter. Hun har fået en pæn portion af faderens guitartalent i vuggegave, men har en langt større stemme og viser sig på ’Fourth Corner’ som en sanger og sangskriver med fornemmelse for at vride smerte af hjerte, så det smælder i guitar og stemmebånd.
I samarbejdet med producer Thomas Bartlett (der bl.a. har arbejdet med Grizzly Bear og The National) er der blevet skabt et afvekslende, raffineret og muskuløst album, der måske nok slingrer lidt og overspiller et kort eller tre, men ellers oser af det rene overskud.
Traditionalisme med kant og en ny solist med vakse fingre og krudt i krudtkammeret.
Hvad tidløshed handler om
I den anden ende af rutinespekteret afslører det 63-årige gråskæg Richard Thompson ingen tegn på kreativ metaltræthed.
Den tidligere Fairport Convention-guitarist har omkring 40 album på samvittigheden, men virker vældig veloplagt på ’Electric’. Image og markedsføring indskrænker sig stort set til en karakteristisk alpehue, så Thompson er ydmygt placeret i rock-ikonernes andet geled.
Ikke desto mindre er Thompson en af rockmusikkens dygtigste guitarister og en knusende sikker sangskriver.
Det er ikke just variationen, der præger hans typiske kærlighedssang. Men det letbitre tonefald toner rent og genkendeligt flag, og musikalsk er ’Electric’ så afvekslende, som man kan ønske sig.
’Sally B’ virker i mine ører som noget lovlig udjokket folkrock anno 1972, og den noget bedagede stil på ’Good Things Happen To Bad People’ har, ligesom den kærlighed Thompson ynder at skrive om, også set bedre dage.
Men guitarspillet på ’My Enemy’ og Buddy Millers præcise produktion minder om, at tidløshed er, hvad det handler om her.
Syrligt og mere end solidt fra start til slut.
Tårnhøjt babyfjæs skuffer
Den canadiske sanger og sangskriver Ron Sexsmith leverede en klassiker med sit første rigtige soloalbum – det Mitchell Froom-producerede ’Ron Sexsmith’ i 1995.
Lige siden har jeg ventet på et album, der kunne matche det, men selv om Sexsmith har lavet et dusin skiver mere, vil det åbenbart bare ikke lykkes.
Der er kommet mange gode sange til.
Sexsmith skriver nærmest pr. definition gode sange. Som sangskriver skal han nok blive stående og blive brugt, men når sagenen bliver brugt af ham selv, lyder de i alt for høj grad som skåret over samme tempererede læst. Som konsekvens nægter Sexsmiths fine vers, konstante støvregnsmelankoli og drengedunede vokal at rokke sig ud af stedet.
Ældre og endnu rundere i basunkinderne er det tårnhøje canadiske babyfjæs jo blevet. Det kan man se på billederne. Men høre det kan man ikke. Vil tiden omsider holde op med at stå stille med ’Forever Endeavour’, hvor Froom igen er produceren? Desværre ikke.
Gnisten lister rundt i baggrunden og nægter at antænde materialet, der starter med de typiske titler ’Nowhere Is’ og ’Nowhere To Go’ (»there’s nowhere to go but down/ down/ when you thought it could not go lower/ down/ as if under some old lawnmower/ life’s been running you over«).
For meget til en side
Sexsmith har engang sagt, at hans vigtigste rolle er ikke at stå i vejen for sine sange.
Det lyder jo nobelt, men man kan også gå i vejen ved at træde for meget til side.
Andre ville betale med blod og guld for at kunne skrive sange som ’Nowhere Is’ og ’If Only Avenue’, men Sexsmith præsterer det ikke ringe kunststykke at få selv sin smukkeste perle til at lyde som endnu en lille skuffelse trillende rundt i øregangen for enden af endnu en skuffende dag.
fortsæt med at læse
