'Belladonna' er et album, som canadiske Daniel Lanois har haft lyst til at indspille i mange år. Et album uden ord, men med den vanskelige pedal-steelguitar i hovedrollen som fyldig og følsom stemningsskaber. Ud over at indspille egne, uopslidelige værker som 'Shine' fra 1993 har Lanois i årtier brugt sin musikforståelse på at få det bedste frem i andre kunstnere som f.eks. Emmylou Harris, U2 og Bob Dylan. Derfor undrer det ikke, at han på 'Belladonna' forstår at få sin ellers af natur dominerende steelguitar til at nynne diskret mange steder. Sammen med bas, trommer, klaviaturer og sparsomt, ordløst kor gør Daniel Lanois 'Belladonna' til den rodfæstede og spirituelle rejse, han har haft i tankerne. Nogle numre lyder som rislende vand. Andre som vandrende skyer. Hvorhen rejsen går, må man selv definere. Men man er som altid godt hjulpet med den her musiker som guide. Enkelte numre er dog så skitseagtige, at de næsten ikke kan bære deres egen vægt. Hvor lette de end er.