Når 29-årige Randi Laubek her vover sig ud i moderne, engelsksproget soulpop, så er der netop kun tale om inspiration af genren i form af f.eks. programmeringer og korpålæg. På 117 andre perfektionistisk arrangerede måder er 'The Wedding of All Things' personlige lag-på-lag af underdejlig lyd, som Randi Laubek har skabt i tæt samarbejde med især produceren og den allestedsnærværende multi-instrumentalist Jonas Krag. Der er sandsynligvis ikke en eneste tilfældig tone på 'The Wedding of All Things', hvor solisten og produceren har arbejdet grundigt med at skabe overensstemmelse mellem stemningerne i arrangementerne og i sangene. Og der er i hvert fald ingen skrammer eller skår i lyden af Randi Laubeks store skrud af nye sange med et sandt væld af flotte detaljer. Sangene lyder, som om en kvinde inde i sit hoved kredser om kærlighedens under, seksualitetens sødme og parforholdets krav. Uden at være spor konfrontationssøgende. Som sangskriver er Randi Laubek ingen udadvendt, impulsiv dramadronning. Det var hun heller ikke på sin langt mere ujævne debut 'Ducks and Drakes' fra 1997 eller på den fantasi- og yndefulde efterfølger 'Almost Gracefully' fra 2000. Den konservatorieuddannede sanger er som kunstner mere den kloge kvinde, der ikke tøver med at tænke sig om, før hun handler - med faglig substans og selvtillid til lyde som ingen andre. Men risikoen ved at være perfektionist er, at man lapper et hul eller fjerner en mislyd, som kunne have været en velplaceret fejl. Fordi den overraskende ville pege på det forsigtige, indre liv og fantastiske udtryk, som alt andet i nærheden har. På 'The Wedding of All Things' er Randi Laubek indimellem så ren og pæn, at hun minder om en indespærret nattergal, der selv har smidt nøglen til guldburet bort. Og det er synd. For noget andet præcis magen til den glasklokkeklang findes ikke.