Skal man have en gimmick, et fuldskæg eller en kærlighedsaffære med autotune for at blive hørt? I en tid, hvor stadig færre har råd til store smarte produktioner, pibler det frem med sangere og sangskrivere, der prøver at slå sig igennem med en god sang og en køn stemme i en helt enkel opsætning. Men hvordan blive hørt trods det ydmyge udtryk? Vi er dykket under radaren: Vovemod og ærlighed Den tidligere technomand Fin Greenall har skiftet elektronikken ud med en akustisk guitar og kalder sig sammen med bassisten Guy Whittaker og trommeslageren Tim Thornton Fink. På Finks andet album, ’Perfect Darkness’, finder man sange, der kredser om ungdommens eksistentielle ’klodser’. Vovemod, længsel, rastløshed, ærlighed, wanderlust. Formuleret med masser af spørgsmålstegn. Sangene er mere rudimentære end formfuldendte, men de fungerer som kar, den ganske intense Fin Greenall kan øse af.
Man bemærker især den smittende sult på ’Foot in the Door’. En sang om at stå som nykomling i London med ansigtet presset ind mod glasruden.
