At høre en Suspekt-plade er som en nat i en af Hawaii Bios kabiner. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Albertslund-rapperne giver en stemningsrapport fra sindets rendesten og hjertets svulmelegeme. Det er fire år siden, Suspekt sidst udgav en plade, og mellemtiden er spenderet på at drive pladeselskabet Tabu Records og sideprojektet ’Forklædt som voksen’ med Troo.L.S og Orgi-E, men nu er de to tilbage i den oprindelige firmandsholdopstilling med rapperen Bai-D og produceren Rune Rask.
Dikterer retningen for dansk hiphop
Suspekts tredje albums titel, ’Prima Nocte’, hentyder til adelens middelalderlige privilegier at få første pres hos de lokale jomfruer.
I nutidig sammenhæng kan man sige, at Suspekt også har ret til ’første pres’, da de siden 1999 har dikteret retningen for dansk hiphop – både med deres egen hardcorerap og med deres professionelle produktioner, der befolker plader af folk som L.O.C., Marwan og U$O. På den nye plade er Suspekt gået i en anderledes filmisk retning. Carl Th. Dreyers klassiker ’Vredens dag’ fra 1943 bliver samplet som løbende lydspor mellem de 14 numre med al sin ondskab og dramatiske dialog: »Hvor mødte du første gang djævelen? Var det på Galgebakken?«.






























