Hun har længe kæmpet mod den noget klæge betegnelse ’naboens datter’. For en sådan mærkat er svær at flå af igen, når den først sidder fast. Men nu er Tina Dickow blevet mor. Hun er også blevet 34, og så har hun bosat sig i Island med sin kæreste, musikeren Helgi Jónsson. LÆS OGSÅLykken med mand og barn udfordrer den Dickowske mol Pigelivet – og pigeprædikatet – er formentlig fortid. Og det klæder hende. Både som sangskriver og sangerinde. Med lykke i tanken Selvsikkerheden stråler ud af Dickows femte studiealbum. Hvor hun tidligere har brugt tvivlen, udlængslen og den store, eksistentielle rastløshed som benzin til sin musik, virker ’Where Do You Go To Disappear?’ som et album lavet af en kunstner, der fremstår velafbalanceret og – tør man sige – lykkelig. Det lyder, som om hun godt ved, at hun har gjort det rigtige.
Men er det ikke hamrende kedeligt med alle de gode beslutninger? Er det ikke dødens pølse med al den lykke? Næh, egentlig ikke. For hvad der unægtelig lyder som det gode liv i Island er netop med til at bryde med den fasttømrede forestilling, jeg selv har haft om Tina Dickow. For mig har hun været en rullesten, der trillede ud fra Åbyhøj for ti år siden for at leve et liv som en musiker, der altid var på vej et nyt sted hen. Men samtidig også en musiker, der godt kunne drage fordel af at ryste vadsækken lidt indimellem – og måske endda skrinlægge den fuldstændig – inden hun blev en vagabonderende parodi på sig selv. Det har hun gjort nu. Nye toner Mest vellykket er den fremragende andensingle ’You Wanna Teach Me To Dance?’, der lyder som en akustisk diskosang og handler om at være en elendig danser i forsøget på at forstå, at musikken kan få en helt ny dimension, hvis man danser til den. Det er nye toner fra Tina, og det klæder hende at løsne lidt op, i sangtekst såvel som håndled. Derudover er især første halvdel af albummet solidt med en kølig tone, der slås an fra allerførste mekanisk præcise trommespil, der er med til at give åbningsnummeret ’We’re All Experts’ en ukuelig selvtillid, hvor der engang var famlen og rådvildhed. LÆS OGSÅFå danske kvindestemmer kan nå Tina Dickow Og selv om den krystalklare ’The World is Perfect’ flyver superhelteselvsikkert frem på brusende guitarer og luftige trommer og næsten bliver for meget i al sin smukke harmoni, er der også noget befriende over at mærke Tina Dickow give sig hen i stedet for altid at stå med det ene ben ved billetautomaten. ’Where Do You Go To Disappear?’ er dog stadig et album, hvor mørket spiller en vigtig rolle, men Dickow formår at ramme en fin balancegang mellem de store, uomgængelige følelser i sin sangskrivning, der fremstår stærk, og kun sjældent rammes af mindre sindsoprivende øjeblikke som på ’Sunrise’, der holdes nede af klicheer om, at alting ændrer sig, og at ingenting forbliver det samme. Det passer jo ikke! Og godt det samme.
