Musikerliv. Livet i Island med kæresten Helgi Jónsson og deres nyfødte barn er det tætteste, Tina Dickow er kommet på hverdagen.
Foto: FINN FRANDSEN

Musikerliv. Livet i Island med kæresten Helgi Jónsson og deres nyfødte barn er det tætteste, Tina Dickow er kommet på hverdagen.

Musik

Lykken med mand og barn udfordrer den Dickowske mol

»Det er vist på tide at vise folk noget, der ikke er melankolsk«, fortæller Tina Dickow om sin nye plade.

Musik

They say it’s a cold place
Icy and grey
With a wind that cuts through
Marrow and bone
True North, 2011

Tina Dickow fylder køkkenet med sin stemme.

Trækker stavelserne ud i enden af de engelske ord. Synger for sig selv, mens hun vugger sin søn op og ned i armene og solen strømmer ind gennem panoramavinduerne og gør det åbne rum nærmest blændende lyst.

Ved køkkenvasken står hendes kæreste, islændingen og musikeren Helgi Jónsson, og vasker op fra gårsdagens middag. Et par ildfaste fade har været lagt i blød natten over. Nu stemmer han i med en dybere tone, mens han dypper den gule opvaskebørste i varmt vand.

They say you can get lost for days
In landscapes of big emotions,
fortsætter de sammen, nu flerstemmigt.

Den fem uger gamle dreng Emil ligger roligt hos sin mor. ’Perfect’ står der på hans stribede sparkedragt med lyseblå skrift hen over den buttede babymave.

Øjeblikket er virkelig über perfect, denne sensommereftermiddag i musikeren Tina Dickows lyse samtalekøkken her i Seltjarnarnes, et islandsk villakvarter uden for Reykjavik, hvor den 34-årige dansker har slået rødder med sin familie på den ellers træløse klippeø midt i Atlanterhavet.

Banket op med søm
Det er ikke sådan, man normalt kender Tina Dickow – i absolut dur.

De seneste ti år har hun som en af Danmarks populæreste singer-songwritere netop gjort melankolien til sit varemærke på storsælgende plader som ’In the Red’ og pophits i mol som ’On the Run’.

Hun er bedst kendt for at stå alene på en scene med en akustisk guitar og synge længselsfyldt i et mørkt toneleje om ’the life I always wanted’, om hjerte-smerte, eksistentiel søgen og om ensomheden på turneens landevej på flugt fra rutiner og rammer.

Nu, knap tre uger inden hendes niende album udkommer, hænger der for første gang nogensinde billeder på de hvide vægge i Tina Dickows hjem.

Fotorammer hamret op på væggen med søm – det har hun ikke prøvet før. I sine hjem i London og København, hvor hun har boet imellem sine mange turneer det seneste årti, har de lodrette flader været tomme. Som for at understrege, at hun, anytime, kunne samle sin guitar op og tage væk.

1.800 kilometer øst
Nu er hun for alvor flyttet til Island.

I kælderen har hun gravet flere meter ned i klipperne med en gravko for at lave det musikstudie, hun altid har drømt om. I haven er der hjemmedyrket broccoli, flagstang og hvidmalet stakit, og på terrassen står en Webergrill. I villaen på Islands svar på Strandvejen virker de melankolske toner endnu længere væk end det Danmark, hun har forladt 1.800 kilometer sydøstpå.

»Selv om jeg aldrig har været mere sat, end jeg er i dag, har jeg aldrig været så fri som nu. Jeg lever ikke længere i den her drøm om, at livet skulle være noget andet, end det er«, siger hun og sætter sig med drengen i sofaen.

I år kunne vi følge med i ’Borgen’ 20 uger i træk. Det har jeg aldrig kunnet før.



»Den forestilling, jeg havde igennem hele min ungdom, om, at alt kan lade sig gøre. At livet er stort, smukt, poetisk og vildt. Jeg piskede tempoet op af frygt for at erkende, at det ikke er sådan. At livet faktisk oftest er det modsatte: småt, kedeligt, tilfældigt og ikke særlig vildt. Den følelse var jeg bange for ville ramme mig, hvis jeg stod stille for længe«.

Hendes hår er samlet i en løs fletning, og hun er afslappet klædt i løse bukser og en praktisk tanktop, der er blevet våd foran af modermælk. Tina Dickow er smuk på en almindelig måde. Med lyst langt hår, store brune øjne, buede læber og en lille, sød næse. Smuk som naboens datter. En aarhusiansk Jennifer Aniston.

Foran fladskærmsfjernsynet lægger hun drengen, som blev født næsten fem kilo stor, til. Flemming ’Lunte’ Jensen kalder hun drillende sin rundkindede søn, mens hun nynner videre i en lys tone på sangen ’True North’ fra det nye album.

Lysere end det har været længe.

London
Lets get lost
Let these frozen hearts defrost
Whatever the cost, lets get lost
Lets get lost
Throw the dice and play our cards
Whatever the cost, lets get lost
In too deep
Already we’re in too deep
Feels good to be in too deep
Lets Get Lost, 2003

I vinteren 2002 sad den 24-årige Tina Dickow frysende foran en elpejs og skrev ordene ned i sin notesblok. Det lille engelske rækkehus var iskoldt uden centralvarme. Og det eneste sted i huset, man kunne få varmen, var foran den elektriske ovn.

Tina Dickow var ankommet med firetoget til London. Eller i hvert fald med Tuben til Richmond, endestationen af District Line. Og derfra videre et kvarter med bus til bydelen Ham, som tilnærmelsesvis stadig kunne betegnes som værende inden for storbyens grænser.

I Aarhus havde hun efterladt en halvfærdig musikkonservatorieuddannelse og starten på en karriere som musiker i Danmark – året før havde hun udgivet det roste debutalbum ’Fuel’, der spåede hende en stor karriere som musiker og sangskriver.

Men da Tina Dickow første gang gik i frivilligt eksil fra sit hjemland, var det med en følelse af, at hun skulle længere ud, end hun kunne komme det i Aarhus, fire kilometer fra hvor hun voksede op i middelklasseforstaden Åbyhøj.

I London ville hun kaste sig selv ud i en tilværelse som kunstner og sangskriver, her hvor vennerne var en flyrejse væk, og hvor muligheden for en international karriere var tættere på.

Tina Dico
I London havde hun fået en agent, som skulle hjælpe hende med at få en pladekontrakt.

At blive signet med et major label, som det hedder i branchen, var hendes drøm, ligesom det var for så mange andre unge musikere, Tina Dickow mødte derovre. Eller Tina Dico, som hun ændrede sit navn til, så det klingede bedre på udenlandske tunger.

Og selv om livet i det kolde rækkehus i Ham var rimelig ensomt og dagene foran elpejsen lange, havde hun også en følelse af, at det var det, der skulle til. Aldrig havde hun følt sig mere inspireret til at skrive. Det hele virkede så vidunderligt usikkert.

I London blev hun sendt rundt til anerkendte musikere og sangskrivere.

Alle havde de hver sin ide om, hvilken slags musiker hun skulle være, og hvad der var god popmusik. Flere af sangene, der kom ud af det, havde solidt hitpotentiale. Men de kom ikke fra det samme sted som de tekster, hun samtidig skrev i rækkehuset i Ham eller i den lille, umøblerede etværelses ved Brick Lane i det østlige London, hun senere flyttede ind i.

Pladekontrakten lod vente på sig, og halvandet år efter at hun var ankommet til London, samlede hun sangene fra sin notesblok med titler som ’Let’s Get Lost’ og ’Room With a View’ på den akustiske plade ’Notes’ i 2003.

I London var det ikke rigtig noget, nogen lagde mærke til. Men i Danmark blev Tina Dickow kåret som årets sangskriver, især sangen ’Room with a View’ blev populær, og den 25-årige dansker blev af anmelderne spået at »synge sig ind i den internationale superliga«.

I England havde Tina Dickow samtidig skrevet to sange sammen med den succesfulde engelske producerduo i electronicabandet Zero 7. Nu var hun på vej på en verdensomspændende turne. En rejse, hun ikke rigtig kom hjem fra de næste ti år.

Ny plade
Tina Dickow klapper hænderne sammen med et klask.

Smækket fra hænderne forsvinder ind i de avancerede trækonstruktioner på studiets vægge. På den måde kan man bagefter modellere mere frit med lyden i produktionen, siger hun.

En dyne bliver lagt over hendes aarhusianskklingende ord, da hun træder ind i det lavloftede rum. Vi er gået ned i det 80 kvadratmeter store studie i kælderen under huset i Island, hvor hendes nye album, ’Where Do You Go To Disappear’, er blevet til de seneste seks måneder.

I et rum med en særlig rumklang, orientalske tæpper på gulvet, boghylder og adskillige Gibsons i slidte sorte guitarkasser linet op ved siden af et klaver og et trommesæt.

Også på det nye album kan man høre, at der er sket noget med Tina Dickow. Det er stadig den samme insisterende stemme, der synger de personlige tekster.

Men denne gang spiller den velkendte akustiske guitar andenviolin. Klaveret lægger ofte grunden i melodierne, og der er kommet en nærmest elektronisk sound på flere af de 12 numre, som lyder mere produceret end akustisk, som ellers har været et af Dickows særkender.

Ny dans Ikke bare har hun haft lyst til, at alt skulle lyde anderledes på den nye plade.

Hendes musik har automatisk taget form efter sine mere nordlige omgivelser. Og ikke mindst af samarbejdet med den islandske musiker Helgi Jónsson, som hun mødte på turne for fire år siden og blev kærester med i 2010. Han er medproducent på pladen.

»Før har mine tekster været det bærende, mit udgangspunkt, men denne gang har jeg prøvet at lade musikken komme først. Det giver jo nogle helt andre strenge at spille på, når man ikke sidder og hugger i en akustisk guitar ud fra en historie og nogle ord, jeg allerede har skrevet. Her har vi arbejdet med nogle lydtableauer og akkorder til at begynde med, som jeg ikke selv havde kunnet skabe med min egen guitar«, siger hun om det seneste halve års tætte samarbejde her i kælderstudiet.



»Ofte har det været frustrerende for mig at skrive mine sange. Jeg har kunnet høre en større lyd inde i mit hoved, mere end en pige med en guitar, men det er svært at komme dertil. På de tidligere plader har jeg været mere stringent med teksterne. Meget af musikken og teksterne på den her plade er blevet leget frem. Ideerne har fløjet rundt imellem os. Det har taget en masse af den ensomhed væk, som jeg normalt har, når jeg skriver sange. Lige siden vi mødtes, har Helgi forstået alle nuancerne i, hvad jeg mente, når vi snakkede om musik«.

Og selv om den nye plade ikke er støvsuget for den Dickowske mol, så har der sneget sig et regulært dansenummer ind på tracklisten.

Dickowske moves
But now you want to teach me to dance And try and get me on the floor You want me to start using my hands Wanna show me that there’s more to music





Musikken og teksten til sangen ’You Wanna Teach Me To Dance’ kan høres svagt i baggrunden på Helgi Jónssons iPhone.

Oppe i køkkenet viser den vævre islænding de optagelser, han tog af Tina Dickow i går på en køretur rundt på øen. Med en sovende baby i autostol på firehjulstrækkerens bagsæde kørte parret rundt og fandt locations til den improviserede musikvideo.

På en græsmark med et vandfald i baggrunden, på vulkansk lavasten og midt i en flod står Tina Dickow i sorte Hunter gummistøvler og laver fjollede danse- moves. Hænderne formes til diskotegn foran øjnene, og benene bevæger sig akavet imod hinanden som MC Hammer.

»Åh nej. Don’t show it all. It’s pinligt«, siger hun og holder grinende hånden over telefonen.

»Da vi lavede sangen, vidste jeg fra starten, at det ikke skulle være mig i forgrunden sammen med nogle seje synkroniserede dansepiger. Det er vist på tide at vise folk noget, der ikke er melankolsk for a change«, siger hun på den blanding af engelsk og aarhusiansk, som hun taler, når kæresten er til stede.

On the run
I could go home to my love
And live the life I’ve always wanted
Or I could go on running off
Into the night, lonely and haunted
And the strange thing is
I don’t know which I prefer
As I sit here and watch the sun set on
Sacre Coeur
Sacre Coeur, 2007

Det var i april 2004 i Paris, at Tina Dickow kom på det centrale rim i sangen ’Sacre Coeur’.

På pladsen foran den parisiske basilika, mens solnedgangen ramte de tre hvide kupler og hun snart var på vej til at spille endnu en koncert med engelske Zero 7. Midtvejs i en international tour med over 100 koncerter i Europa, Asien og USA.

Sangen havde endnu hverken vers, melodi eller titel, men allerede her i Paris kunne Tina Dickow mærke, at den var gal. Ikke med sangen, der senere blev til hittet ’Sacre Coeur’ på pladen ’Count to Ten’. Men med de to uforenelige verdener, hendes liv var blevet delt op i.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ANMELDELSE

Hjemme i London ventede kæresten, som hun havde mødt første dag i England i rækkehuset i Ham. Her i Paris serverede de champagne hver aften, der var coke i kilovis og alt, hvad man kunne forestille sig at prøve af fristelser, oplevelser og mænd på popstjerneturné.

’Sacre Coeur’s tre vers blev først til flere måneder senere på en tourbus i USA. Og linjerne, der leder op til rimet Sacre Coeur/prefer, blev skrevet på bagsædet af en bil på vej til en koncert i Brabrand.

På det tidspunkt havde Tina Dickow allerede truffet valget om, hvilket liv hun foretrak. Hun havde brudt med kæresten i London. Det stille liv i rækkehuset, hun ellers altid havde forestillet sig, var udskudt på ubestemt tid.

Voksen Østerbro-idyl
Nothing is what it used to be
These white walls are all new to me
Time is the doctor and I’m his patient
I don’t know what he’s done to me
A gentle push or brain surgery
It’s gonna take some imagination
This new situation
A New Situation, 2008

Selv om den 235 kvadratmeter store stuelejlighed på Østerbro endnu var umøbleret, havde Tina Dickow en klaustrofobisk fornemmelse i kroppen.

Det var november 2009, og hun lå på ryggen på en luftmadras i en af lejlighedens fem tomme rum. Første nat i den nye hvidmalede, plankegulvsklædte voksne Østerbroidyl – efter otte år med adresse i London, på tourbusser og hotelværelser.

Hun havde fundet lejligheden på nettet fra Londonlejligheden på 40 kvadratmeter. I den nye lejlighed på Østerbro var der 100 tomme kvadratmeter i kælderen bare til at lave et studie.

At flytte hjem til Danmark var lidt ligesom at sige endeligt farvel til sin ungdom. Og til et liv, hvor hun aldrig havde sagt nej til noget.

Blev hun spurgt, om hun ville tage til LA og spille på Johnny Depps klub The Viper Room på sine to første fridage i flere måneder, sagde hun ja. Også selv om det betød, at hun måtte gå af scenen i Odense og sætte sig på et fly til Californien en time senere, gå på scenen i LA, spille et 30 minutter langt set og flyve hjem samme aften til en turne i Tyskland.

Et liv ’on the run’, hun havde beskrevet rastløst og åbent på plader som ’In The Red’, ’Count To Ten’ og trilogien ’A Beginning, A Detour, An Open Ending’. Den ensomhed, der havde været så inspirerende, men som hun var begyndt at føle sig fanget i på den selvvalgte øde ø i London.

LÆS ANMELDELSE

Men billeder og fotorammer kom alligevel aldrig op at hænge i lejligheden i Holsteinsgade. Og det kælderstudie, hun havde planer om at bygge, blev ikke til noget. København føltes lige så fremmed som Seattle eller Flensburg. Og det var ikke nemt at falde ind i den rutineprægede hverdag, hun havde gået og længtes efter de sidste par år.

I stedet for at slå sig ned fortsatte hun med at turnere i samme tempo, som hun havde gjort de seneste otte år. Dog var hun ikke længere alene on the road. I 2008 havde hun mødt islændingen Helgi Jónsson på turne i Canada. Nu var han blevet hendes musikalske følgesvend.

Tid til karklude og Borgen
He is my true north
My ocean, my storm, my weight, my anchor
And my new home
True North, 2011

Helgi Jónsson tager en pakke mørkerødt hvalkød til aftensmaden ud af køleskabet, der er fyldt med islandske tilbudsvarer, fiskeolie og modermælk.

Han hakker rødløg og koger broccoli fra haven på komfuret ved siden af Nespressomaskinen.

Imens ser Tina Dickow med et halvt øje en tv-dokumentar om krydderier, mens hun ammer sønnen, der er sulten.

»Jeg plejer at lave 120 koncerter om året. I år kunne vi følge med i ’Borgen’ 20 uger i træk. Det har jeg aldrig prøvet før«, siger hun.

Der er ingen ironi i hendes stemme. Hun får det til at lyde, som om det at kunne følge med i en tv-serie er en af de mest eksotiske ting, hun har prøvet længe.

Tina Dickow blev gravid den uge i efteråret sidste år, da parret flyttede ind i deres nyindkøbte islandske villa. En uge, hvor hun for første gang nogensinde prøvede at holde hus, skifte karklude og være vært ved middagsselskaber med ens dækkeservietter.

Ikke så langt fra Åbyhøj
Her på den lille halvø uden for Reykjavik bor næsten hele Helgi Jónssons islandske familie inden for en radius af 500 meter.

Et forstadskvarter der – hvis man vender ryggen til havet og de massive sorte bjerge for enden af villavejene – til forveksling ligner et hvilken som helst andet dansk et af slagsen. Med ens rækkehuse i snorlige rækker og røde børnecykler smidt på græsset i nyslåede forhaver.

»Det ligner det villakvarter, jeg er vokset op i i Åbyhøj. Det var egentlig det, der tiltrak mig mest ved området, da vi kiggede på hus her«, siger Tina Dickow.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

POLITIKEN TV

Nu har de snart boet her et år. For fem uger siden fik de en søn. Et fast holdepunkt i livet, der for de allerfleste betyder, at der ikke længere er nogen let exitstrategi, hvis man pludselig skulle blive træt af de matchende dækkeservietter og aftenerne foran ’Borgen’ i den hvide hjørnesofa.

Men kan man overhovedet være kunstner i en tilstand af perfekt idyl?

Skåret i sten

Tina Dickow er aktuel med nyt album, der også er et soundtrack til ny dansk film. Kilde: Politiken.tv

Næste dag sætter vi os ud i firehjulstrækkeren og kører ud for at finde de islandske vulkanlandskaber.

Efter en halv times kørsel er villakvarterets polerede pænhed væk og erstattet af øde vidder, kun forstyrret af en lang lige landevej, der skærer sig igennem alt det sorte. Du har skrevet mange af dine plader med ensomheden som en drivkraft, på bagsædet af en tourbus med en følelse af rastløshed. Er du ikke bange for, at du mister inspirationen nu, hvor alt synes at gå op i en højere perfekt enhed? »Da jeg var gravid, havde jeg en angst for, at alt skulle blive mere safe, almoderligt og kedeligt, efter at jeg havde født. Men sådan har jeg det bare slet ikke«. Tina Dickow standser bilen på de vulkanske lavaklipper, der næsten er dækket af porøst mos, og træder ud. »I det meste af mit liv har alt stået og vibreret. Intet har været helt sikkert. Så er man mere bange for at vælte hele lortet ned. Nu er der noget, der er cut in stone. Det kan ikke laves om. Og nu, hvor jeg har et anker til at holde mig fast, er der netop en del af mig, der tør søge endnu længere ud. Jeg er så lettet over, at jeg stadig har lyst til at skrive. Prøve noget nyt. Jeg har intet behov for at være safe, selv om mit liv er blevet det«.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce