Undskyld. Lad julemaden ligge for en stund, og smag imens på ordene her. Bare så vi begge to ved, hvad vi taler om. »El Spermo Brusebatto / Håndlocionés Anál Anál«. Den, ehm, delikate tekstbid stammer fra Simon Juls albumdebut som musiker. Og fortæller en ting eller to om albummets lyriske fokus. Egentlig har jeg indtryk af, at Jul har andre ting i hovedet end sit eget skræv. LÆS OGSÅHiphop-komet forsvinder i en bermudatrekant af champagne, pot og penge Han gør bare ikke rigtigt noget for at bevise det på '35', som ud over at være endog meget fokuseret på de nedre regioner også gør en dyd ud af at sparke halvhjertet ud efter befolkningsgrupper, der mere eller mindre ligger ned i forvejen.
Hurtige kalorier »Hvorfor er det at knalde blevet så knaldet?«, spørger Jul på sangen 'Knalde knalde', som handler om, hvor normal hans egen seksualitet er i forhold til folk, der sværger til smerten og til at få deres kokoskrans fyldt med søm ... Nuvel. Der kommer nogle heftige billeder på lystavlen undervejs, men mest af alt virker det, som om de hurtige kalorier er dem, der skal bære albummet frem på et galopperende sukkerchok af frække ord og banale provokationer. Som den lystigt punkpoppede sang om den sorte nabos gigantiske pik på 'Leopold'.

Endnu længere under lavpunktet dykker den efterfølgende 'Weekend narkoman veninde'. En akustisk ballade på knap seks(!) minutter, der har det som sin fornemmeste opgave at gøre sig morsom på bekostning af piger, der skriver knus med Q i deres sms'er, »minder lidt om Hitler«, har »skæve plasticbryster« og i øvrigt skal være med i 'Paradise Hotel' og tilmed godt ved, at »man får ikke aids, når man ta'r p-piller«. Er det morsomt? Næh, ikke rigtigt. Det er en armada af slidte fordomme og ondskabsfulde karikaturer, og lyrikken fremstår så uinspireret, at man håber, det er løgn. »Der findes ikke noget grimmere / Noget mere sammenbidt / Kender ingen så forsmået / Ingen mere fuld af lort«. Var det virkelig de bedste åbningslinjer, den sang kunne få?
Få musikalske højdepunkter På samme måde fungerer svadaen til 'Det perfekte par' heller ikke. Rent musikalsk lægger sangen sig i forlængelse af 'Weekend narkoman veninde' med en sart akustisk guitar som eneste fundament. Men igen forpasser Simon Jul en ellers oplagt mulighed for at tage tiltrængt gas denne gang på kærestefolk, der er ved at gå til ved tanken om, hvor fede de selv er sammen. »Vi danser tæt til Big Fat Snake / Og går amok til Zididada-da / For vi elsker begge god musik«, synger han. Som om han ikke selv har opdaget, at han mest bare står og sparker de menneskelige irritationsmomenter stilfærdigt over skinnebenet med sin letkøbte ironi over deres åh-så-dårlige musiksmag, frem for at rette skytset længere op på kroppen, hvor det virkelig kan mærkes. LÆS OGSÅTrussetyv synger brilliant pop med frækt smil under røde øjne Rask videre går det med 'Teenage rock sang' der - måske ikke så overraskende - går ud over endnu et let bytte, nemlig fans af ungdomsvampyrsagaen 'Twilight'. Det er en lidt mere raffineret sviner, men alligevel er det, som om Jul kun kradser i overfladen af de følsomme vegetarvampyrers ellers ret forrygende satiriske potentiale. Rent musikalsk er der meget få højdepunkter på '35', der skøjter rundt på en skudsikker blanding af letbenet punk og en mere tilbagelænet bodegarock, der kun afbrydes af benævnte ballader. Simon Jul fremstår som en fin guitarist, men hånden på julehjertet - dem er der dæleme mange af.
Unuanceret vokal Begrænsningens kunst har heller ikke rigtig fat i skuespiller Mia Lyhne, der på sit album 'En rygende pistol' har kastet sig over fortolkninger af sange og digte af Bo Schiøler - manden bag 'Kattejammerrock'. Men der er hverken meget hvæs, hvæs eller riv, riv, riv at komme efter her.